Satire: App til surfere

 

Appfinder Sjoerd Kok er ved at lægge sidste hånd på den app, han forventer vil gå sin sejrsgang på vandet.

– Hvad har du appfundet, Sjoerd?

– En surf-app. Se her engang. Når du trykker på pilen der på det lille ur, kan du – ved at dreje den – selv bestemme vindretning, og trykker du op eller ned på den, kan du også bestemme vindhastigheden.

– Det må jeg nok sige. Må jeg tillade mig at være en smule skeptisk? Jeg synes faktisk, det er noget af det værste vås, jeg længe har skrevet om.

– Vi surfere er skeptikere selv, så det kommer ikke bag på mig, hvis en enkelt ikke-surfer stikker sit tvivlende hovede frem. Det er da også derfor, at vi har været længe om at udvikle app´en. Det tog tid at få lov af DMI, der jo gerne vil have patent på vejret i hele landet. De siger, at det er vores vejr. Så er det vel også mit??

– Hvad så, hvis flere vil have app´en og trykker på noget forskelligt – samtidigt?

– Ok, det er der sandelig taget højde for. Det svarer fuldstændigt til den gamle vittighed om de radikales ta-selvbord, hvor alle står og tænker over, hvilken mad de skal tage og derfor aldrig får spist. Fordi radikales gener altid er fyldt med beskedenhed. En egenskab, der egentlig burde være dem fremmed, for de har ikke noget at have den i.

– Så, (jeg gentager lige mit spørgsmål, da jeg ikke føler, jeg har fået svar) – Hvad hvis flere surfere for eksempel står parat på deres boards, og alle trykker samtidigt, og alle trykker noget forskelligt?

– Det er faktisk enormt enkelt. Som i alle andre nødssituationer ringer vi bare til Finn Jorsal, der jo er ven med os, som så afgør vindretning og -styrke.

– Og hvis han ikke træffes? Det er jo før hørt, at selv en pensionist er optaget?

Sjoerd sukker og himler:

– Du kan bare høre vejrudsigten i radioen, for sådan virker app´en nemlig i den situation: Lidt sol hist og pist, måske en smule eller en hel del regn af og til, og vind fra flere retninger i forskellig styrke. Jeg regner bestemt med at blive mangemillionær med denne app, og så vil jeg købe mig en Klitmøller Collective-trøje.

4 Kommentarer

  • Hvis den også kan bruges på Gardasøen – så vil jeg have sådan en app. 😉

    • Jeg ved kun, Niels, at Sjoerd arbejder på at lave aftale med flere europæiske meteorologiske institutter, herunder Centro Nazionale di Meteorologia e Climatologia Aeronautica fra Italien. Så måske …

  • Genial opfindelse.

    • DMI er sure