Artikel: Pusser i æ vinne

50´erne foregik for mit vedkommende på den måde, at jeg voksede fra at være 2,8 år til at blive 12,8. Der skete ret meget for mig i den periode.

Hver jul betød en ny julekalender med 24 låger, bag hvilke der gemte sig en tegning. Det kunne være en tegning af et rensdyr eller en nisse eller en kane eller noget snevejr. Den 24. havde altid en tegning af et tændt og pyntet juletræ. Det var sådan noget, vi børn blev udsat for af den tids curlingforældre.

Mine forældre var fattige, så det nyttede ikke meget at tigge om slik, is eller andet fra købmandens mest spændende hylde.

– Vi har ingen penge til slik til dig, sagde far og sugede cigaretrøg ned i lungerne.

I Sønderjylland, der næsten er lige så god som Thy, for vi siger også “æ”, havde vi til gengæld en anden moderne slik-hjælps-ordning samtidig med kalenderen. Vi stillede om aftenen vores hjemmesko i vindueskarmen, og sim-sala-bim: Næste morgen havde nissen været der og lagt noget chokolade, lakrids eller andet slik i.

Første jul, hvor jeg prøvede det, blev det en overvældende succes. Vi tænkte på det mageløse i at få et stykke chokolade hver morgen. Husk på, det var lige efter krigen. Den 24. lå der farvekridt og en tegneblok i skoen. OK, nå, ingen chokolade. Nissen tænkte nok på, at tiden kunne være lang på netop denne dag. Min begejstring over arrangementet var stadig over middel.

Så meget over, at jeg den efterfølgende sommer gentog kunsttykket og satte min “pusse” op i vinduet. Næste morgen måtte min mor så fortælle mig, at nissen kun kom til jul.

Jeg stod op og gik ud og sparkede længe en fodbold ind i plankeværket.

Skriv en kommentar!

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

1 Kommentar

  • SVAR

    Det var tider dengang. Jeg havde nu ikke det med sko i vindue, men vi fik noget under hovepuden.