Artikel: Min juleaften i 1966

12 år og midtersøgende, ca. 1959

 

Jeg var 19 år og kulturberiget gymnasieelev og skulle holde jul hos min 76-årige, tunghøre morfar. Han boede på Als og var alene. Mormor var død fem år tidligere, og hans hjemmeboende søn var død året før, og tilbage i hans familie var kun min mor – og så mig.

Mine forældre var blevet skilt to år før, så jeg havde aftalt det sådan, at mor skulle fejre jul med morfar og mig, mens mine to søstre på 8 og 14 skulle hjem til far og holde jul der sammen med hans nye kone. Min 43-årige mor kom fra Sjælland, hvor hun nu boede og arbejdede, og hvor hun ikke kendte nogensomhelst, og vi startede med kaffe og en god snak. Hun nynnede og virkede glad over at være hjemme igen. Jeg sagde som sædvanligt det forkerte og spurgte, om hun savnede far, og hvordan hun havde det med, at pigerne var hos ham denne juleaften, og så blev hun tavs.

Morfar så på hende og foreslog, at vi skulle have en lille svot. Vi drak en kop kaffe med snaps og sukker i, og så gik morfar og jeg os en tur, mens mor begyndte på andestegen.

Vi snakkede godt sammen, morfar og jeg. Han ville ikke fortælle særligt meget om krigen, men jeg fik da listet ud af ham, hvordan julen havde været ved fronten i Frankrig. Han var senere blevet hårdt såret i slaget ved Somme, overlevede, men ville ikke snakke om det.

Da vi kom hjem, duftede hele huset af andesteg. Jeg satte mig ind i stuen, og morfar så efter kaminen for at hælde mere koks på. Jeg havde lige startet Händels Juleoratorium og slået op på Martin A. Hansens Løgneren, da der lød et voldsomt rabalder ude fra køkkenet.

Mor bandede og svovlede, hvilket ikke lignede hende, og hun sad på hug og bøvlede med andestegen, der lå på gulvet foran den åbne ovnluge:

– Den smuttede sgu for mig, mumlede hun. Hun prøvede at tage fat i anden med et viskestykke, men mistede balancen og faldt over til siden. Hun lugtede af snaps. Jeg hjalp hende op på en stol og tog anden med viskestykket og fik den over i vasken. Jeg fik den rengjort under vandhanen og tørrede den, så godt jeg kunne og så over på mor:

– Skal den vendes? Så skal jeg jo vide, hvilken side der nu skal vende opad …

– Ja, den anden, du kan for helv … sgu da nok forstå, det skaaaal være den aaaaanden side …

Jeg rystede på hovedet og studerede anden og valgte så den side øverst, der så mindst stegt ud. Eller skulle det have været omvendt? Jeg lagde den forsigtigt ned i bradepanden i ovnen, der stadig var tændt.

– Hvor længe skal den have, mor?

Hun vinkede bare og fik sig kantet ud af køkkenet og gik hen til trappen ovenpå. Der var lyde derudefra, så jeg gik ud og så hende stå med begge hænder klamret om rækværket.

– Nu skal jeg hjælpe, sagde jeg og nærmede mig.

– Nej, du skal fanme ikke hjææææ …

og stødte mig væk. Hun klavrede forsigtigt trin for trin helt op og forsvandt ind på sit værelse.

– Mor er fuld, forklarede jeg morfar, der i det samme kom forbi med den tomme koksspand.

– Er hun fuld, gentog han og rystede på hovedet. – Det forstår jeg ikke. Jeg har ikke hørt noget.

Jeg gik tilbage til stuen og slukkede for Händel.

 

Et par timer efter kom hun ned, og vi gik til bords, og hun så friskere ud. Anden var mør og smagte godt, men den var noget lunken. Kartoflerne og sovsen var kold. Risalamanden havde mor glemt, så den var der jo ikke noget i vejen med.

Da vi skulle til gaveuddelingen, faldt hun om.

Jeg kunne ikke vække hende og ringede efter vagtlægen. Doktor Henriksen kom lidt efter, han havde noget andelår siddende i skægget, men vi fik mor bugseret i seng, han gav hende en sprøjte og sagde til mig, at vi næste dag skulle kontakte ham igen.

Morfar og jeg satte os hen til træet, tændte lysene og fordelte gaverne. Jeg gav ham en flaske snaps, og han gav mig Jacob Paludans Jørn Stein.

Næste dag blev min mor indlagt på først en somatisk afdeling, siden en psykiatrisk.

Skriv en kommentar!

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *