Historier: Plejehjemmets juletur

Musses højre pegefinger gik op og ned, mens hun talte beboerne. Så vendte hun sig mod Ole:

-Kør!

Katrines mundvige hang nedad, Svend Aages læber tegnede to parallelle streger, mens Stine stirrede ud ad vinduet. Ikke én havde denne gang bedt om at høre White Christmas.

-Hvorfor kan vi ikke komme på Kirsten Kjærs Museum? Det plejer vi da. Hver eneste jul!

-Det var vi jo snakket om, Anne. Fordi vi har været der de sidste tre år, behøver vi jo ikke igen i år. Nu skal vi prøve noget nyt!

-Hvem fanden gider se på de awekatte?

Hans Peter fnysede. Ved siden af ham rejste Peter Anton sig halvt op, mens han løftede en knytnæve op mod Musse:

– Ja har kraftedme aller vært mæ til noed lignende.

– Hvad har Thylejren med jul at gøre? Må man spørge om det, kom det fra Svend Åge.

Musse ignorerede ham. Hun vidste godt, det ophidsede ham yderligere, men det nyttede ikke noget.

– De har også malerier i lejren, prøvede hun.

– Vil du´t ski´, kom det lavt fra Stine.

– Jeg skal tisse, kom det længere nedefra. – Det skal jeg altid, når det er koldt.

– Dorothea, har du ikke ble på?

– Jo da, men derfor skal jeg da tisse alligevel. Nu gør jeg det.

Hun rejste sig lidt op fra sædet med hænderne støttende på armlænet, og hendes ansigt gik fra det furede og rynkede til det mere afslappede.

Stine, der sad ved siden af på vinduespladsen rykkede tæt op ad ruden.

Lidt sne var der på træerne og jorden, termometret stod lige omkring nul grader. Det var ikke helt ideelt, tænkte Musse. Men nu måtte det briste eller bære.

Bussen rullede ind i lejren, men hun kunne ikke få de gamle ud. Med armene over kors og sure miner over hele linjen nægtede de.

En frisk, yngre herre sprang op i bussen og råbte frejdigt:

– Velkommen, det var da dejligt, at I ville besøge os.

– Det ville vi sgu heller ikke, men vi sku!

Hans Peter kastede øjne efter Musse.

– Nu starter vi med en kop kaffe og en småkage, så ser vi lejren bagefter. Vi har altså varme på! Nå, det troede I nok ikke, vel?

Lejrbossen fik omsider den modstræbende forsamling med ud af bussen og ind i en bygning, hvor der var dækket op.

Musse syntes, at den unge mands læber formede ordene mugne mosefund. I virkeligheden sagde han til hende:

– Det skal nok gå. Vent og se.

Han fik ret. Allerede efter den første kop kaffe og småkage kom snakken i gang, og et mirakel skete: Først en lettere brise, så en bølge, siden en frisk storm af godt humør skyllede hen over de gamle og forvandlede dem, mens den unge mand frejdigt fortalte om lejren og dens beboere og dagligliv. Da han var færdig, klappede de alle.

Stine smilede og snakkede til højre og venstre, og Peter Anton sad helt afslappet, mild i mælet, agressionstømt. Den gode stemning havde for alvor indfundet sig. Musse kvalte et lille smil.

– Vil I ikke ha en kage mere? spurgte lejrbossen.

Jo tak, det ville de skam godt.

– De smager satme godt, mente Hans Peter og huggede lige to ekstra i sig, og de omkringsiddende nikkede og tog for sig, og Svend Aage begyndte at fortælle en sjofel vittighed om en flot bagperron, han lige havde set, men blev aldrig færdig, fordi der ustandselig var en grinen, så det ikke var til at få ørenlyd.

Da Ole kørte ud fra lejren, vinkede og skrålede de, som om de alle havde været til et noget løssluppent diamantbryllup:

– Musse, du har en dejlig indstilling. Det her vil vi fannerme også til næste år, er du ssssmed?

Svend Aages stemme var sløret, mens dem rundt omkring ham hulkede af grin og vrælede løs:

– Vi gider sgu aldrig mere på juletur til Kirsten Kjærs Museum! Deres småkager er det rene vand ved siden af Thylejrens!

Musse sad og smilede for sig selv.

Hun havde fået en idé, der kunne revolutionere arbejdet med de beboere, der somme tider var alt for udadreagerende og krammede den lille pose småkager, hun havde købt billigt. Der var flere, hvor den kom fra, havde bossen sagt.

Skriv en kommentar!

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *