Artikel: Modne mænd mander sig op

  

 

I Klitmøller Fitness i byens centrum på Fitnesstorvet møder en gruppe mænd (og en kvinde) op tre gange om ugen klokken ni formiddag. Jeg kommer til at tænke på en film, var det “Støvsugerbanden”?, hvor sådan en ældre gruppe mænd med høj hat og frakke mødes uden for en bygning, hvor de har planlagt at udføre et bankrøveri. Der er dog ikke samme drama i luften her.

– Kan du ikke vise videoen i dobbelt hastighed, foreslår Nils, da jeg filmer løbebåndene.

 

 

 

– Hvorfor står I der og tramper løs på den måde, spørger jeg ham og Per.

– Vi skal holde vægten, siger Per. – Jeg gør det her for at bevare kvaliteten i mit liv. Og det her er godt for helbredet.

En seks-syv ældre mænd plus en yngre dame pruster og stønner og sveder og gør en hel del godt for helbredet.

– Kunne I ikke lige så godt bare gå ud ad landevejen, spørger jeg en anelse naivt.

– Hvis ikke man får pisken over nakken, bliver det måske ikke til noget. Her bliver man mobbet, hvis ikke man møder op! Gruppepres på den gode måde. Og så regner det ikke her.

Siger Nils, der er i gang med at sætte hastigheden op på sit løbebånd.

– Se, forklarer han og peger på displayet. – Her er min puls, der nu stiger. Det er det, det kommer an på. Henad X-aksen har vi alderen, op ad Y-aksen har vi intensiteten, den maksimale puls, der klart bliver lavere med højere alder. Med moderat puls sker der en fedtforbrænding; men får man gang i åndedrættet, sker der en forbedring af hjertets evne til at pumpe blod rundt i kroppen, og det sidste er med til at hæmme blodproppers udvikling.

– Der er vel ingen tvivl om, at motion forbedrer kvaliteten og længden af ens liv?

– Det siger man i hvert fald, mener Nils forsigtigt.

– Er du i tvivl?

– Nej, nej, griner Nils. – Der var jo Gamle Ole, der ikke selv dyrkede motion, men rystede på hovedet og beklagede sig over, at hans  fitnessvenner aldrig havde tid til at mødes, fordi de altid skulle hen og træne. Han så dem kun, når han var til deres begravelse.

– Hvordan viser kvaliteten sig så?

– Man får sådan en god samvittighed, når man har været her. Det hjælper til, at man godt kan skeje en bette smule ud på andre niveauer. Der er ingen undskyldning at hente i dårligt vejr, for her er det jo ligegyldigt, om det regner, blæser, sner eller bare er koldt som i dag. Har man diabetes, er det alle tiders at dyrke den her form for motion. Det er godt for blodtrykket.

– Men der gives ingen garanti mod nogetsomhelst. Sandsynligheden taler for, at motion afhjælper livsstilssygdomme.

Imponerende, at Nils kan blive ved med at snakke, selv om hans puls stiger over 136 slag pr. minut. Han lyder ikke engang forpustet.

– Der er nogen damer, der siger, at hvis man kan snakke med den puls, træner man ikke ihærdigt nok.

– Så skal I vel have en øl bagefter, siger jeg i spøg.

– Nej, nej, det bruger vi ikke.

– Vi har det hyggeligt sammen, blander Hans sig.

– Det kan man sagtens uden alkohol, påstår han … en smule letsindigt, skal det vise sig.

– Det er rart ikke at skulle motionere alene, mener Anders, og Birthe giver ham ret. Ikke bare, fordi de er gift.

Da jeg forlader dem, afslører Per, at om fredagen drikker de øl bagefter.

– Så sidder vi derude, siger han og peger, – og hygger os!

– Det er din tur på fredag, hvis du melder dig ind, siger Peter og griner.

Lukket for kommentarer