Artikel: Tour de Klitmøller

Hvad er ideen bag dette spis- drik- snaksammenkoncept?

Meget enkel: Mød nogen fra byen, du ikke kender. Idékvinderne bag Tour de Klitmøller, der startede i 2011,  er Monica Dragsbæk og datteren Marlene Dragsbæk.

Marlene Dragsbæk

Monica Dragsbæk

De første år i Klitmøller deltog mellem 55 og 70, senere 90, og efterspørgslen har hele tiden været større, mens mulighederne i Redningshuset tilsvarende har sat nogle rammer for, hvor mange der kunne være med. Tourkomiteen besluttede sig så for 120 fra og med 2016, og sådan har det så været lige siden. Der er stadig overvældende interesse for arrangementet.

Formålet, som det også fremgår af Facebooksiden, er, at de faste beboere i Klitmøller får mulighed for at lære andre nye og  faste beboere at kende. Deltagerne er i alle aldre, nye tilflyttere, surfere, iværksættere, pensionister og alle de andre. Madværterne modtager kroner 600 for at indkøbe og lave forret og hovedret til 6 mennesker på besøg.

Tourkomiteen, M og M, tager sig af logistikken, for nogle af deltagerne har i forvejen påtaget sig at lave maden, der består af forret og hovedret. Desserten indtages i Redningshuset med musik og dans og jeg skal give dig. Martin Eigenbroth sponserer trykkesagerne, og SPARkøbmand Mikael Konradsen sørger for meget billig væske med mere til baren i Æ Redningshus, hvis leje Tourkomiteen har fået sponseret af foreningen bag Redningshuset. Hertil kommer et større antal frivillige, der er nødvendige, for at det hele kan lykkes med at stille op og bagefter rydde væk og gøre rent.

Tre hold á to deltagere i hvert af værtshusene får på mail at vide, hvor de skal stille lørdag aften klokken 17.30.

Vi møder op hos Morten og Brian, der sørger for en god stemning og en suveræn start på aftenen. De har lavet muslingesuppe i ganske høj kvalitet, og det smager drønhamrende godt. Hvor godt det smager, kan illustreres af, at jeg næsten glemte at drikke den gode Chardonnay, vi havde taget med. Samtidig lytter vi til spændende beretninger fra det virkelige liv fra dem, der endnu ikke har den store fornøjelse at være seenagere (senior-teenagere). På den måde lærer vi ældre en masse om de yngre.

Kennet og Thit er tilflyttere fra København. Kenneth er chef for Spillestedet Thy, en sammenslutning af forskellige musikforeninger, sidste år arrangerede og tilrettelagde han over 90 arrangementer. Thit har indtil videre beholdt sit arbejde som tøjdesigner – i København – og kører frem og tilbage med tog og overnatter i hovedstaden. Der er en særlig grund til, at humøret er højt for dem begge her i aften, for Thit er gravid, og de glæder sig til familieforøgelse i august.

Ved siden af sidder Helene og Rasmus, hvis børn “naturligvis” går på Klitmøller Friskole og Børnehus. Helene er ansat i Thisted Kommune, mens Rasmus har måttet modtage en opsigelse på Oticon som alle andre ansatte. Som civilingeniør har han en del kompetencer og håber snarest at finde et tilsvarende job.

Kennet, Thit, Helene, Rasmus

Værterne Morten og Brian er forankrede i Hanstholm, den ene som elektriker og den anden på fiskerikontor. De har travlt; det går bare derudad, siger de begge. Mortens søn Lucas er forankret på Klitmøller Friskole og kan godt lide muslinger.

Således går et par timer enormt hurtigt, og pludselig får vi at vide, at nu skal vi videre til hovedretten.

Vi havner hos Sofie og Martin, der begge er veganere, men som ikke undslår sig for at servere lækkert kød til os andre. En veganer spiser kun plantetilvirkede fødevarer. I en senere artikel vil KlitPosten.dk tage fat i emnet sammen med Sofie og Martin.

Hovedretten er netop serveret

Også her bliver det til dejlig mad og megen snak, og man skal holde ørerne stive og hjernen frisk. Det kan være en balancegang, når man nu har taget god vin med og også skal nyde maden, der smager af mere. Stopmætte tumler vi ned i Redningshuset til de for dagen afsluttende manøvrer med dessert og natmad, musik og masser af snak.

Deltagersammensætningen, bliver jeg spurgt om, kan jeg høre: Flere mener, at 15% er > 55 år, hvoraf kan udledes, at størsteparten er i den særdeles produktive alder mellem 25 og 50. Produktiviteten ses ikke bare på indkomstniveau og huspriser, men også på gader og veje i Klitmøller. Nemlig i et stort antal barnevogne.

Lukket for kommentarer