Artikel: Verdens bedste øl?

  

På Natholdets Julekalender på TV2 i december sidste år befandt sig øl-ekspert Carsten Berthelsen, og sammen med Anders Breinholdt og Søren Rasted besluttede de sig for at finde verdens bedste øl.

Den måtte absolut være blandt de dyreste i verden, så de indkøbte 24 flasker meget dyrt øl.
Selv smagstesten skulle filmes, og da der kun var afsat en dag til det, måtte de gennem alle 24 øl på én gang, som jo egentlig skulle være drukket hver aften fra den 1. til den 23. december.
Filmen blev klippet op i 24 dele, og herefter kunne seerne få forstand på verdens bedste øl og samtidig klart fornemme, at jo nærmere vi kom julen, desto lystigere blev det hele.
Det endte med, at den belgiske Westvleteren 12 vandt. Den koster omkring 130 danske kroner for en liter? For en trekvart? For en halv, da? Nej for 33 centiliter.
Altså et normalt volumen for en håndbajer.
130 kroner! Til gengæld med 10,2% alkoholindhold.
Den ser ikke ud af noget. Der er ingen etikette på den; den har en savtakket krans i flaskehalsen, og ellers står alle informationer – på kapslen.
Man får altså ikke engang pant retur for flasken.
Vi smagte på den, min søn, svigersøn og altså mig. Ærgerligt nok havde vi drukket nogle andre øl først. Det er fejl at begynde med billige øl og så først derefter nærme sig de dyrere.
Vi skulle være startet med denne. Tung, let sød, mørk, tyk som fløde med passende skum og med så mange smagsnuancer, at jeg på stedet var tæt på at konvertere.
Fra vinentusiast til ølentusiast.
Men.
130 kroner er mange penge.

Serviceinfo: Et sted i Ålborg bliver Westvleteren 12 solgt, og uden for forretningen skilter købmanden med “Verdens bedste øl”. Næsten lige overfor sælger en anden købmand Thy øl, og han er mere beskeden. På facaden har han fået lavet et skilt: Gadens bedste øl.

Lukket for kommentarer