Historie: Besøg af kendt person. Meget kendt!

 

Det ringede på døren.
Jeg ventede en postpakke, så jeg sprang op, væltede kaffekoppen, så det hele sejlede ud over flere ark papir og slimede en bog af Carsten Jensen og hoppede ned ad trappen, slog min tå på det nederste trin, hamrede hånden ind i dørkarmen og flåede yderdøren op af angst for, at han skulle være kørt. Det var ikke posten. En pæn og venlig dame stod udenfor, ydmygt med et blad holdt op foran sig. Forbløffet stirrede jeg på hende, men inden jeg nåede at sige noget, viklede en sætning sig ud af damens mund:

– Jesus kommer til byen!

– Nå, sagde jeg en kende skuffet, – jeg troede, det var posten. Jeg venter nemlig …

– Har du ikke lyst til at byde ham velkommen?

– Øh, øh, hvad æh, hvem sagde du?

– Jamen, Jesus da.

På vores lille vej fik jeg over damens skulder øje på tre andre damer hver med sit blad i hånden, der besøgte mine naboer og genboer. Et regulært attack, overraskelsesangreb, erobringsforsøg.

– Hvor ved du det fra, spurgte jeg, måske lidt skeptisk, mens jeg så mig om efter posten. Måske var han på vej?
Det var nok lidt forkert, for man skal altid vise sine medmennesker tillid, så allerede her havde hun givet mig dårlig samvittighed.

– Det står i biblen, mente hun.

– Hvor, spurgte jeg. Igen noget skeptisk. Hun skulle ikke tro, at bare fordi man bor på landet og er fyldt gammel, så er man enfoldig og naiv.

Det var her, hendes blik begyndte at flakke lidt.

– Altså Jesus kommer her til vores by, gentog jeg for at være helt sikker. Jeg kunne på stående fod ikke erindre at have læst om det i Thisted Dagblad. De plejer som regel at holde øje med den slags. Der var da megen omtale af kronprinsen, sidst han var her.

Damen mente, at den skulle være helt sikker og viste mig forsiden på et af de blade, hun som et spil kort holdt spredt i hånden.

Jeg gloede noget, for det var rigtigt nok. Tværs hen over forsiden stod der: Jesus kommer til byen.

– Du er sikker på, det ikke er Johnny Madsen?

– Afgjort. Kender ham ikke.

De andre damer samledes uden for min havelåge, og jeg blev en smule nervøs. En af slagsen kunne jeg nok klare, men fire!

– Tja, hvis Jesus virkelig kommer, giver jeg gerne en kop kaffe.

Jeg gik ud fra, at han hverken ville have vin eller vand.

Damen vaklede lidt og så ud, som om hun var ved at opgive at komme med yderligere information.

– Nå, men nu ved du det, sagde hun og gik hen til de andre.

– Hvis du ser posten, så sig, at jeg altså er hjemme, råbte jeg efter hende, inden de forsvandt ind i en lille sort bil.

Nu skulle en øl gøre godt. Det var da alligevel lidt mærkeligt, at den post ikke snart kom.

Lukket for kommentarer