Historie: Speciallægereception

Receptionisten tog sig på panden, da jeg nærmede mig.
Der var hverken aviser eller ugeblade at kigge i, og det ældre ægtepar, der sad og ventede, havde derfor ikke andet at foretage sig end at stirre og lytte og ændre siddestilling.

– Ja? lød hendes hæse, næsten metalliske stemme indledt med et lille suk. Alle disse afbrydelser.

– Jeg vil gerne bestille en tid, sagde jeg. – I har jo hverken hjemmeside eller mail til bestilling, og telefonen er altid optaget, så derfor står jeg her.

Nu blev der helt stille i venteværelset.
Svaret var et spørgsmål:
– Må jeg låne dit sygesikringskort?

En fuchssvans havde erstattet hendes stemmebånd.
Jeg stak hånden i inderlommen, mens jeg nikkede venligt til ægteparret, hvor især konen fulgte godt med.
Og ventede lidt. Rodede lidt rundt i lommen. Publikum var spændt. Så trak jeg hånden en smule op – og standsede. Jeg kunne næsten fornemme sukket. Så hev jeg kortet frem:
– Da-daaa!

Konen fniste.
– Det skal være det gule, ikke det blå. Det er til udlandet, savede kontordamen i mig og ødelagde totalt min ellers så gode forestilling.
– Undskyld, svarede jeg stærkt samvittighedstynget over denne monumentale socialgruppe-5-brøler. Ud af øjenkrogen så jeg konen holde sig for munden, mens hun så op på ægtemanden.
– Men lad gå denne gang.

Kontordamen bladede i sin kalender.
– Onsdag klokken 8, foreslog fru Metallica. Ordet foreslog er min personlige fortolkning.

Fuchssvansen var erstattet af en rundsav.
Der opstod en lille pause. Ægteparret sad med tilbageholdt åndedræt for at høre mit svar. Jeg drejede hovedet og så, hvordan konens øjne var stift rettet mod mine læber. Jørgen Ryg krattede lidt i den blanke skranke med en finger.
– Nu er jeg jo pensionist, så …

Konen fniste højt.
– Nå, ja, I sover jo længe, jamen så … lad mig se … hvad så klokken 13.15?
– Ja, øh, da er der jo eftermiddagsluren …

Nu grinede konen, ganske vist dæmpet, men alligevel.
Kontordamen så mere og mere stram ud, og klingen blev større. Jørgen Ryg forvandledes til græsk finansminister med dette kompromis:
– Hvad med 15.30?
– Vi lukker klokken 15.
– Ja, med så kort en arbejdstid skal det da blive svært …

Nu bredte der sig ligefrem en munter stemning hos ægteparret, hvor nu mandens ansigt revnede i bredden.
Savklingen savede det endelige og indiskuterbare tidspunkt ud:
– 14.30!
– Jeg tror, jeg …
– Så siger vi det. Husk det gule sygesikringskort næste gang! Næste!

Andre indlæg, du vil synes om

Lukket for kommentarer