Artikel: Analog tilværelse

Pludselig gik strømmen. Jeg opdagede det ved, at jeg ikke kunne komme på nettet. Samtidig slukkedes den lille grønne strømlampe til computeren. Forsøgsvist tændte jeg lyskontakten, men intet lys. Der var blevet stille og tyst i hele huset. Den sædvanlige summen fra køle- og fryserskab i køkkenet var borte. Lyden fra routeren bag reolen var væk. Der var dødsstille.

Jeg følte mig hjælpeløs. Hvad er der tilbage af tilværelsen, når der ikke er strøm?

Jeg gik mig en tur. Strømmen var ikke kommet endnu, da jeg vendte hjem.

I køleskabet var der stadig kold hvidvin, så jeg tog et glas med ind i stuen.

Radiatorerne var blevet koldere, men brændeovnen kunne eliminere det problem.

Mørket var langsomt ved at falde på, klokken var midt eftermiddag, og jeg sad og stirrede ud ad vinduet.

Stilheden var skræmmende, lyset forsvandt mere og mere, og det ledte mig direkte tilbage til halvtredserne, og jeg genoplevede, hvordan vi sad i den mørknende stue, mens farfar fortalte om besættelsen, og ingen tænkte på at tænde lys. Mørket bar hans fortælling og gjorde den stor og mægtig. Den fyldte rummet så at sige. Nu sad jeg alene uden farfar og farmor og mine forældre og søskende.

En lyd angav, at strømmen var kommet tilbage og med den både lys og summen og masser af andre lyde.

En halv times analog parentes i vores digitale dagligdag.

Artikel: Juleinterview med Barbara Best

Barbara Best fødtes i omegnen af den sydtyske by Ulm for 61 år siden i 1956. I dette nederste sydlige hjørne af Tyskland grænsende til Schweitz er katolicismen religionen.

Den sagde ikke Barbara noget. Som 16-årig tog hun helt og aldeles afstand fra alt, hvad der havde med tro at gøre.

– 20 år efter fik jeg et møde med JESUS sent om aftenen  (det var før, jeg sov). HAN spurgte, om jeg ville følge HAM – og jeg sagde nej tak til HAM i første omgang. Men det ville jeg gerne et halvt år senere.

En aften til et møde så hun et uforklarligt lys bag broderens hovede og følte selv noget mærkeligt ske.

– Om natten vågnede jeg og var en helt anden person, syntes jeg. Det kom til mig, både lyset og fornemmelsen af, at Jesus var der. Det øjeblik ændrede alt i mit liv.

Det tør svagt antydes. Barbara har siden virkeliggjort det, der er budet i biblen specielt her i den søde juletid: Forlad jeres jordiske gods og koncentrer jer om det ene fornødne.

Og efter flere år forstod hun, at det var enten eller. Enten skulle hun følge Jesu bud, eller også skulle hun blive i sit ægteskab.

-Jeg var lykkelig gift og fik 4 børn.  Men min eksmand ville ikke acceptere mit nyt liv med tro på JESUS , fandt sig en anden og lod sig skille 2002.

 

Hendes mand var en succesfuld iværksætter, der var blevet rig på jordisk mammon, og efter nogle år i lukusus besluttede Barbara at forlade ham og flytte til Danmark.

– Fordi Jesus sagde til mig, at der skulle jeg tage hen.

Barbara kan ikke helt forklare, hvorfor det netop skulle være Danmark. Man kunne jo godt mene, at der måske var andre steder, hvor de i højere grad trængte til lidt omsorg.

– Men skilsmissen kastede vel nogle millioner af sig?

– Det kan godt være, at den ville have gjort det, men jeg sagde pænt nej tak. Jeg ville ikke have pengene, fordi Jesus havde vist mig vejen, og den vej var ikke fyldt med penge, men med kærlighed.

Barbara flyttede til Danmark med gode venner og familiemedlemmers hjælp og havnede efter noget hin- und her i store dele af Danmark – i Hanstholm. Her blev hun inviteret til Klitmøller Kirke, hvor der var korsang. Hun blev så betaget af Klitmøller, hvad vi mølboer sagtens kan forstå, at hun i september 2003 flyttede ind i lejlighed 4, præcis som Jesus havde forudsagt.

Siden har byen for hende heddet Klitmøller. I forholdsvis beskedne kår, understøttet af venner og familie. Hun har permanent opholdstilladelse og taler et meget fint dansk.

– Jeg finder glæden overalt. Alt bindes sammen af helligånden. Jesus først og fremmest; og den himmelske far betyder så meget for mig; han er så meget anderledes end min jordiske far, der slog os alle, også min mor.

– Så du har sagt farvel til et liv i luksus og rigdom til fordel for et andet og noget mere beskedent?

– Jeg er så glad for at være sammen med børn, med ældre og syge, også psykisk syge mennesker, og andre, der har brug for mig. De er mine venner, og jeg er lykkelig over det.

Barbara er meget lattermild og humoristisk anlagt og har svar på alt.

Historier: Plejehjemmets juletur

 

 

 

 

 

Musses højre pegefinger gik op og ned, mens hun talte beboerne. Så vendte hun sig mod Ole:

-Kør!

Katrines mundvige hang nedad, Svend Aages læber tegnede to parallelle streger, mens Stine stirrede ud ad vinduet. Ikke én havde denne gang bedt om at høre White Christmas.

-Hvorfor kan vi ikke komme på Kirsten Kjærs Museum? Det plejer vi da. Hver eneste jul!

-Det var vi jo snakket om, Anne. Fordi vi har været der de sidste tre år, behøver vi jo ikke igen i år. Nu skal vi prøve noget nyt!

-Hvem fanden gider se på de awekatte?

Hans Peter fnysede. Ved siden af ham rejste Peter Anton sig halvt op, mens han løftede en knytnæve op mod Musse:

– Ja har kraftedme aller vært mæ til noed lignende.

– Hvad har Thylejren med jul at gøre? Må man spørge om det, kom det fra Svend Åge.

Musse ignorerede ham. Hun vidste godt, det ophidsede ham yderligere, men det nyttede ikke noget.

– De har også malerier i lejren, prøvede hun.

– Vil du´t ski´, kom det lavt fra Stine.

– Jeg skal tisse, kom det længere nedefra. – Det skal jeg altid, når det er koldt.

– Dorothea, har du ikke ble på?

– Jo da, men derfor skal jeg da tisse alligevel. Nu gør jeg det.

Hun rejste sig lidt op fra sædet med hænderne støttende på armlænet, og hendes ansigt gik fra det furede og rynkede til det mere afslappede.

Stine, der sad ved siden af på vinduespladsen rykkede tæt op ad ruden.

Lidt sne var der på træerne og jorden, termometret stod lige omkring nul grader. Det var ikke helt ideelt, tænkte Musse. Men nu måtte det briste eller bære.

Bussen rullede ind i lejren, men hun kunne ikke få de gamle ud. Med armene over kors og sure miner over hele linjen nægtede de.

En frisk, yngre herre sprang op i bussen og råbte frejdigt:

– Velkommen, det var da dejligt, at I ville besøge os.

– Det ville vi sgu heller ikke, men vi sku!

Hans Peter kastede øjne efter Musse.

– Nu starter vi med en kop kaffe og en småkage, så ser vi lejren bagefter. Vi har altså varme på! Nå, det troede I nok ikke, vel?

Lejrbossen fik omsider den modstræbende forsamling med ud af bussen og ind i en bygning, hvor der var dækket op.

Musse syntes, at den unge mands læber formede ordene mugne mosefund. I virkeligheden sagde han til hende:

– Det skal nok gå. Vent og se.

Han fik ret. Allerede efter den første kop kaffe og småkage kom snakken i gang, og et mirakel skete: Først en lettere brise, så en bølge, siden en frisk storm af godt humør skyllede hen over de gamle og forvandlede dem, mens den unge mand frejdigt fortalte om lejren og dens beboere og dagligliv. Da han var færdig, klappede de alle.

Stine smilede og snakkede til højre og venstre, og Peter Anton sad helt afslappet, mild i mælet, agressionstømt. Den gode stemning havde for alvor indfundet sig. Musse kvalte et lille smil.

– Vil I ikke ha en kage mere? spurgte lejrbossen.

Jo tak, det ville de skam godt.

– De smager satme godt, mente Hans Peter og huggede lige to ekstra i sig, og de omkringsiddende nikkede og tog for sig, og Svend Aage begyndte at fortælle en sjofel vittighed om en flot bagperron, han lige havde set, men blev aldrig færdig, fordi der ustandselig var en grinen, så det ikke var til at få ørenlyd.

Da Ole kørte ud fra lejren, vinkede og skrålede de, som om de alle havde været til et noget løssluppent diamantbryllup:

– Musse, du har en dejlig indstilling. Det her vil vi fannerme også til næste år, er du ssssmed?

Svend Aages stemme var sløret, mens dem rundt omkring ham hulkede af grin og vrælede løs:

– Vi gider sgu aldrig mere på juletur til Kirsten Kjærs Museum! Deres småkager er det rene vand ved siden af Thylejrens!

Musse sad og smilede for sig selv.

Hun havde fået en idé, der kunne revolutionere arbejdet med de beboere, der somme tider var alt for udadreagerende og krammede den lille pose småkager, hun havde købt billigt. Der var flere, hvor den kom fra, havde bossen sagt.

Bryd-ind-Nyt: SPAR Klitmøller slår alle andre

Mikael Konradsen

Under et af mine indkøb i SPAR Klitmøller vinker købmand Mikael mig hen til sig:

– Da SPAR Klitmøller er sponsor for KlitPosten.dk, synes vi, det er ganske naturligt, at KlitPosten.dk bringer det først.

– Hvad? Hvilket, spørger den meget nyhedshungrende breaking news- journalist.

– Det er såmænd bare min SPAR-konsulent, der gjorde mig opmærksom på, at jeg skulle være klar over, at SPAR Klitmøller  er den butik i hele Danmark, ja, i HELE Danmark inklusive Sjælland og København, ud af 140 butikker, som suverænt har den største andel af økologi-salg. 

– Altså i forhold til din egen omsætning?

– Hende, der på Sjælland med sin butik troede, at hun havde den største andel, hun var distanceret med afstand, betroede konsulenten mig!

– Får du et diplom, en pris eller et eller andet …

– Det ved jeg ikke. Det kunne man jo godt håbe. Et diplom trykt med giftfri sværte på økologisk papir …

– Har det noget med surferne at gøre? De er jo tit yngre, der er med på noderne …

– Ja, det er nu en blanding af alle mine kunder. Der er mange økologer herude!

– Og ønologer!

– Vinkendere? Ja, det tror jeg nok. Men det her drejer sig altså om økologi. Vi er jo formentlig nok sammen med SPAR Hantsholm de to butikker, der er længst væk fra København. I flyhøjde. Og det er helt nye tal fra i år! De sidste to uger her kan ikke omrykke noget, siger konsulenten.