Anmeldelse: LU´LI – jubi

  🍸🍸🍸🍸

Lu´li Appassimento Rosso IGT Puglia Passito 2016 hedder vinen her til kroner 80,- nedsat fra 110,-. Den er på 14,5%,  er italiener fra Puglia i Syditalien, MontePorzio Catone, og fremstillet af Negroamaro og Primitivo-druen (ligesom Solone), og nu ved du to ting: Jeg kan godt lide Primitivo, og Primitivo er det samme som Zinfandel. Dermed er der dømt tunge frugter: Brombær og solbær. Vinen er tyk, flødeagtig. Når den kun får fire stjerner, skyldes det, at der er en anelse syre i oplevelsen. Nogle ønsker denne lettere skarpe splint i fingeren, andre er helst fri for den.

Den har den samme runde, bløde og let sødmefulde smag som Solone (læs om den her), men nok en smule mindre kraftig.

Smagen kommer totalt til sin ret, når du drikker den en anelse koldere, end du plejer. Behold den lidt i munden og fornem, hvordan det hele udvikler sig, og du får et væld af smagsnuancer ind. Egentlig burde man aldrig drikke sådan en vin sammen med mad. En vin skal suplementere god mad, men Lu´li tager fuldstændig magten.

Passer fint til en god kødret, men du skal nok regne med et glas mere end med Solone. Det får du råd til, for du kan få næsten tre flasker Lu´li for en flaske Solone. Lu´li tilsætter maden en smule skarphed. Jeg ved godt, professionelle vinanmeldere ikke anbefaler vin til for eksempel andesteg; de går mere ind for mørkt øl. Jeg er tildels enig. Men – tag nu lige et glas først af Lu´lien. Fås hos SPAR Klitmøller.

God julemorgen!

En tidlig decembermorgen over Klitmøller Friskole.

– God morgen, siger sekretær Anna Nøddeknakkegård.

Satire: Juleaftensgudstjenesten klokken 14 i Klitmøller flyttes

   

Pastor Finn Feilan meddeler, at årets julegudstjeneste den 24. december klokken 14 ikke finder sted i kirken i Klitmøller.

– Den er go´ nok! Der bliver ikke julegudstjeneste i kirken julaftensdag.

– Det kommer nok bag på nogen.

– Lige som med alt andet, vi foretager os, er der en god forklaring. Kirken vil gerne vise, at vi er forandringsparate. Længe har vi fulgt de unge surfere for at finde en måde at nærme os dem på, og da de ikke kommer ret meget i vores kirke, fordi der ikke i våbenhuset er plads til alle de der surfboards, må vi komme ud til dem på havet!

– På havet?? Hvordan har du forestillet dig en gudstjeneste der?

– Hver mand sit surfbræt, og alle kigger på mig.

– Hvad med orglet?

– Vi har lejet et vandorgel.

– Men hvordan kan det lade sig gøre? Jeg har stadig ikke forstået?

– Ude i bugten, altså.

Feilan sænker stemmen til en hvisken: – Jeg har personligt modtaget surf-undervisning hos fremragende lokale lærere! Men det må du ikke skrive. Ellers kunne der her slet ikke lade sig gøre.

– Så du er en glad mand i dag?

– Jeg er så glad, at jeg kan gå på vandet. Jeg kan i hvert fald stå på surfboardet, som det hedder. SUP. Stand-Up-Paddle. Yes, man. Jeg var lige ved at sige surfbræt. Så ville jeg jo være helt yt. Det må du heller ikke skrive. Skriv gerne, at alle er velkomne.

Historie: Julegaver i gamle dage og en møgirriterende lillesøster

Finn med lillesøster Hanne

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jeg blev født som spædbarn. Det hed en baby dengang. Glad og tilfreds. Mine forældre tog sig af mig. Når jeg skreg, fik jeg mad. Når de kildede mig under hagen, smilede jeg. Jeg kunne mærke, at det ville de gerne have. Hvis jeg klaskede min ske ned i grøden, så det plaskede ud over det hele, grinede de til mig og sagde:

– Ha, ha, nej, hvor du kan!

Når jeg græd, trøstede de mig, og om aftenen fortalte de historier og kyssede mig godnat. Jeg havde en god og, synes jeg, velfortjent, central plads i familien. Livet var værd at leve.

Lige indtil jeg blev fem år.

 

En dag kom tante Karen med en lille, skrigende kødklump, som hun påstod, var min lillesøster. En lille, ulækker, rødhudet gris. Hun skreg ret meget, jeg holdt mig for ørerne og sagde til mor:

– Hvad skal vi egentlig med hende der?

Men mor kiggede bare på den der og hørte mig ikke længere. Fra den dag blev jeg usynlig i familien. Da det gik op for mig, græd jeg, men der kom ikke nogen. Så prøvede jeg at græde enormt højt; ingen viste sig, og så kan det da nok være, at jeg satte turbo på skrigeforstærkeren, og endelig kom min far ud og tyssede vredt på mig:

– Hanne sover!

Med feber i øjnene stirrede jeg på julekalenderen i december 1956, for dagene var langsomme, og den 24. lå langt ude i fremtiden. Langsomt gik det op for mig, at der var flere ulemper ved ikke længere at være enebarn.

Mine forældre fortalte mig, at far skulle lave et dukkehus til Hanne den jul. Det skulle dog ikke bare være et almindeligt et. Nej, det skulle naturligvis være en hel villa i tre etager med stuer, køkken, badeværelse, entre, bryggers og hele molevitten.

Alt for Hanne.

Allerede der syntes jeg, det kammede noget over. Med stigende nervøsitet så jeg, hvor lang tid han var nede i værkstedet i kælderen for at arbejde på det skide dukkehus.

Af og til gik jeg utålmodigt derned, men kun når Hanne så det; Hanne måtte selvfølgelig ikke komme med, det var altid noget.

– Nej, Hanne, du skal blive heroppe i stuen.

Vræl.

Jeg kunne godt lide det vræl.

– Er du ikke snart færdig, spurgte jeg far, for der er vel så meget andet, du skal?

Jeg tænkte jo på, at der måske også var andre i familien, der skulle have julegaver eller sådan noget.

Men nej, han var slet ikke færdig endnu; rummene skulle limes sammen, døre og vinduer skulle sættes i, der skulle lægges tag på den fine villa, og der skulle tapetseres tagpander og mursten på bygningen, der efterhånden fyldte hele værkstedet. Alle værelserne skulle møbleres, og disse møbler lavede han minsandten også. For ikke at tale om de små dukker, der skulle bo i paladset.

Somme tider sad vi og ventede med aftensmaden.

– Kan vi ikke bare spise, spurgte jeg.

– Nej, nu må vi vente, til far kommer op, sagde mor.

Mine suk overdøvede Pressens Radioavis og reportagerne om Ungarn og Pølse-Hannes banken i bordet med gaflen.

Det blev juleaften, og Hanne fik naturligvis lov at pakke den første pakke op. Klart nok! Som yngste familiemedlem. Og sødeste! Nej, hvor er hun fin. Dikkedik.

En fin dukke fra farfar og farmor. Jeg så op i loftet. Som om en hel villa ikke var nok!

Så blev det endelig min tur. Det var en blød pakke. Jeg slog papiret til side: Et sæt undertøj.

Min mund blev en streg.

Far måtte have hjælp af farfar for at bære Hannes megakolonorme julegave op i stuen. Hele monstrummet var pakket ind i en masse papir, og den stakkels Hanne sad der med store øjne og vidste knap, hvad det hele gik ud på, mens mine læber var meget smalle. Skulle der virkelig ofres så meget på den møgtøs, der altid rodede i ens sager og aldrig fik skylden, når hun selv var ude om det? Finn, du er jo den ældste, sagde de. Nå, så bare man er yngre, så har man altid ret? Så må man gerne rode i storebroderens ting med sine små fede grisefingre og hoppe i ens seng eller sidde og trykke den af på ens hovedpude?

Hanne gik i gang med at flå papiret af gigantjulegaven; hun kunne næsten ikke nå op. Hun var helt ellevild, klappede sine små pølsefingre sammen og hoppede og dansede og blev ved med sit irriterende neeeej, nøøøj, nåååå!

Til sidst blev det for meget af det gode. Der må være grænser for, hvad en storebror skal finde sig i. Jeg kom til at træde på en dukkestol, der gik i tre stykker.

– Finn! sagde mor.

Farfars lighter lå på bordet.

Jeg tøvede et øjeblik, men så rejste jeg mig og gik udenfor. Aftenen var alligevel fuldstændig ødelagt. Måske skulle jeg løbe hjemmefra. Det havde de rigtig godt af. Ja.

I den frostklare aften begyndte jeg at ryste af kulde. Jeg besluttede mig for at vente til i morgen.

– Finn!

Far stod i døren. Nå. Og hvad så?

– Kom nu ind, Finn. Du har ikke pakket det hele ud endnu …

Det kunne også være det samme. Måske var der sokker i den næste pakke? Eller et sæt undertøj igen. Det er altid dejligt at få undertøj. Enormt festligt.

Der var næsten ikke plads i stuen på grund af Hannes kæmpeslot. Selvfølgelig havde hun spredt alle fars hjemmelavede dukkemøbler ud over det hele, julepapiret lå og flød og dækkede min undertøjsgave, og selv var hun helt oppe at køre.

Far kom ind med en stor, tung pakke.

– Værsgo, Finn.

Jeg blev helt væk for mig selv og flåede papiret af. En filmsfremviser! Mørkerød. I metal. Med drejehåndtag! Og to film! En med Mickey Mouse og en cowboyfilm med John Wayne – i farver.

Mig ud i køkkenet, hvor der var mørkt, op på bordet med fremviseren, filmen i og så køre højre hånd rundt og rundt! Det betød ikke noget, at trærullen i håndtaget ikke kunne dreje med rundt; af en eller anden grund sad den totalt fast. Til gengæld larmede fremviseren, så det gjorde ondt i ørerne.

Da jeg havde set 22 sekundersfilmen med Mickey Mouse 18 gange, heraf 11 gange langsomt og 4 gange hurtigt, foreslog far, at jeg også så cowboyfilmen. John Wayne red af sted mod solnedgangen og svingede en lasso over hovedet; den varede 25 sekunder, og så var den film færdig. Lassoen blev svunget fem gange, så mente jeg nok, hvordan den film endte efter at have set den 42 gange.

Alt i alt blev det en god jul. Trods alt.

Hanne fik lov at se begge film. Hun var jo trods alt min lillesøster.