Satire: Kvindeoprør på Vester Møllevej

Jane Bauer, høvding og talskvinde

Vester Møllevej har erklæret sig for autonom og kvindestat.

– Vi vil gå en anden vej end Dansk Kvindesamfund, Danmarks ældste kvindeorganisation fra 1871, siger talskvinden Jane Bauer. – De har haft chancen i 147 år og ikke udnyttet den.

Hun er beredt til kamp, og bag hende står en større hær. Ganske vist bestående af børn, men de ser kampklare ud i deres udklædningsuniformer.

K´et markerer den nye organisations kampuniform

En kvinde kommer frem bag havelågen overfor med en hakke i hånden. Jeg dukker mig lidt forskrækket, for jeg kan se, at den er skarptsleben. Stålet glimter. Jeg får en klar mistanke om, at den ikke skal bruges til ukrudt. Øh, ulykkesforsikringen … mon den dækker sådanne tilfælde? Og hvordan forklarer man en forsikringsmand, at man er blevet attackeret, angrebet, overfaldet af en kvindelig tornado med en ukrudtshakke?

– Derfor er det med fredelige midler, at vi indfører mikrokvindestaten Vester Møllevej. Enhver kvindelig beboer på vejen må naturligvis selv om det. Det er helt frivilligt. Hvis vedkommende ikke vil være med, er det helt i orden. Man har vel nok demokrati!

– Men så skal de heller ikke komme rendende og klage over, at der er skrevet “Dumme” med barberskum på deres bil, eller nogen har smidt en hundelort ind på deres græsplæne eller hugget deres blommer. Det er især hende nede i nummer 125, der ikke vil være med. Her børn, hvem vil have barberskummet i dag?

– Men I betaler vel stadig skat til den danske stat?

– Ja, naturligvis. Det drejer sig om, at alt for længe har vi kvinder kun kæmpet for ligestilling. Den skulle vi så have den 2. juni 2015. 100 år efter stemmeretten, du!

Jeg ligner et spørgsmålstegn, for Jane sukker og remser lektien op for den uvidende bondeknold:

– Men hvad skete der? En uge efter fejringen af 100året for kvinders valgret den 2. juni 2015 blev 65 kvinder valgt ind i Folketinget. 65, du! Det skulle have været 90!

– Det er fem færre end ved valget i 2011. Dermed skrev Folketingsvalget 2015 historie, ved at være valget med den relativt største tilbagegang – set med ligestillingsøjne. Andelen af kvinder, der fik  plads i det danske Folketing efter valget i 2015, var 37,1 procent, hvilket betød, at andelen af kvinder i Folketinget faldt med 2 procentpoint siden valget i 2011 (39,1 %). En skændsel! En skandale!

Jane taler meget højt, og jeg kigger ned og tænker, det er en fejl, at man kan lukke øjnene, men ikke ørerne.

Selv om man vel ikke kan påstå, at det var os mænd, der var skyld i det, så føler jeg, at alene det faktum, at jeg er af hankøn, er nok til en alvorlig tiltale.

Jane trækker vejret fra storm ned på almindeligt blæsevejr og fortsætter:

– Men vi vil altså videre. Det gælder kampen for magt og indflydelse. Vi kvinder har kun 50% medbestemmelse og endda kun på papiret, viser det sig altså, og enhver kan se – selv med bind for øjnene -, at vi aldrig kommer videre, hvis vi skal lade os nøjes med det. Nu er det vores tur til at få magt! Reel magt! Vi starter i det små. I vores hjem er det f. eks. mig, der fremover kører bilen. Det er mig, der vasker den, mens min mand vasker op, støvsuger og støver af. Jeg slår græsset, drikker en øl med naboen, spytter langspyt, diskuterer politik, kværner øldåsen sammen, mens jeg bøvser og ser sport på TV. Imens shopper min mand inde i Thisted sammen med sine venner og nyder en kop kaffe på en café, mens de sladrer sammen om stort og småt. Du ved sikkert, hvordan I mænd er. Han har naturligvis børnene med, så jeg kan få ro til at følge curlingturneringen.

Lukket for kommentarer