10 år for friskolen – ikke så ringe endda!

Klitmøller Friskole fejrer i år 10 års jubilæum. Starten i 2011 bød på stort set de vanskeligheder, som en nystartet fri- eller efterskole altid møder. Forældre og deres børn var med på vognen fra starten med entusiasme, men af og til var der debatter om indhold, form og ledere. Efterhånden voksede elevtallet i skolen fra nogle og 40 til i år 74, og børnehuset med vuggestueafdeling sprænger sine rammer og kan næppe rumme flere. Klitmøllers tilflyttersucces rammer naturligvis også skolen og børnehuset. Så bestyrelse og ansatte har travlt med at forestille sig udvidelser.

Konstitueret leder, Morten Duus, er godt tilfreds med jubilæumsfesten:

– Vi har travlt i dag, men heldigvis er vejret med os. Gårsdagens vejr var ikke helt så godt! Prøv at se: De har givet den gas! 78 elever! Hertil børnene fra børnehuset. Vi vil flytte lidt rundt, så der kan blive plads til et klasselokale mere. Derefter skal der tænkes nyt.

– Ja, det er bare dejligt. Jeg synes, vi skal passe på vores udenomsfaciliteter og derfor undgå at bygge på legepladsen. Der bliver undersøgt mange forskellige andre muligheder, og en ide er at bygge 1. sal oven på skolebygningen.

– Giver dit "nye" job blod på tanden?

– Ja, men ikke på den måde, at jeg har lyst til at søge andre steder hen. Der er masser her, jeg gerne vil tage fat i, enten som leder eller som lærer. Jeg har også haft indflydelse i de andre år, så det er fint med mig. At være konstitueret er også et vakuum: Hvad kan man sætte i gang, hvad ikke? Det skal jo ikke blive bøvlet for den næste, der tager over. Det bliver også fint med en afklaring. Der er en del gode ansøgere, som i øjeblikket behandles af bestyrelsen.

– Jeg er supertaknemmelig over at få lov at prøve at være leder. Det lærer jeg meget af.

Marianne fra fritteren, der er nydelig indrettet med helt nyt køkken og plads til børnene, har travlt:
– Tidligere var der ikke så stort udsving i antallet, de første år var der vel omkring 25, men nu er der 65 børn!
– Vi er meget glade for rummet her! Det er noget bedre end det gamle køkken. Vi er delt op, når vi spiser, for vi kan trods alt ikke være her alle sammen på én gang. Vi kan herudover benytte gymnastiksal og klasseværelser, så vi har faktisk alle muligheder!

Flere og flere forældre tog del i festlighederne og vandrede rundt mellem alle boderne udenfor. Eleverne havde produceret de fleste af tingene, og æbler blev vredet til saft. Meget velsmagende saft!

Fra bestyrelsen på Klitmøller Friskole og Børnehus er der netop i dag kommet følgende meddelelse:

"Vi har glædet os til at kunne fortælle, hvem der bliver skolens nye leder. Og det kan vi nu. Valget er faldet på Andreas Kimergård, som kommer med stor ledelseserfaring som forskningsleder fra King’s College i London.
Han har en phd i folkesundhed fra Aarhus Universitet, hvor han også har undervist studerende og udviklet pædagogiske undervisningsforløb i idræt til folkeskoler.
Vi har i valget af Andreas vægtet hans mangeårige ledelseserfaring højt. Det føler vi, at vi har fundet i Andreas. Derudover har vi selvfølgelig også set på de menneskelige kvaliteter Andreas kommer med. Hans ro og evne til at tænke langsigtet tror vi vil passe perfekt til den positive udvikling skolen og børnehuset står overfor.
Nogle af jer kender ham måske allerede. For han bor i Klitmøller og har tre børn, hvor den ældste er makrel på skolen. Andreas begynder d. 1. November 2021.
Tag rigtig godt imod ham.
Vi vil samtidigt gerne rette en stor tak til Morten Duus, som har ydet en kæmpe indsats som konstitueret skoleleder. Og vi glæder os til at få Morten ind i lærerstaben på fuld tid igen."

Andre indlæg, du vil synes om:

Lukket for kommentarer