3-årige Vincent er skiftet til F. C. Børnehaven

Vincent har forladt dagplejen og er begyndt i børnehaven. Trods sine kun tre år er han ret godt med på mange fronter. Således har han totalt styr på de andre børns navne, også selv om de hedder det samme. Han har dog også indset, at livet kan rumme overraskelser: – Jeg har fået en ny kæreste!

– Er du glad for at gå i børnehave nu frem for i dagpleje?
– Åh, man får altid det samme spørgsmål. Jeg ved ikke, hvor mange der har spurgt mig om netop det. Jo, jeg er glad. Er du glad for at være pangsjonist, bedstefar? Er du så tilfreds, bedstefar?
Jeg nikker. Hellere gode miner til slet spil end omvendt.
– Der var nogle af dine kammerater fra dagplejen, der også skulle i børnehave, ikke?
Vincent nikker langsomt:
– Men ikke de små på to år. Dem skal Lene passe lidt endnu. Det gode ved børnehaven er, at der er flere at lege med og flere voksne til at hjælpe os, når vi ikke selv gider. For eksempel kan jeg da sagtens selv tage sko på, men det behøves jeg ikke her.

Efter at have klatret lidt rundt i den nærmeste skoles gymnastiksal har han sat sig godt til rette i en cirkelrund gynge på skolens legeplads.

– Var det ikke noget med, at du havde Isabella som kæreste, og hun skulle også med?

Han sukker og slår ud  med armene.
– Det gik ikke.
– Vi voksede fra hinanden, mener han. – Jeg sagde, hun godt kunne lege med mine Fordson-traktorer, men mine John Deeretraktorer skulle hun ikke røre. Men det gad hun ikke. Hun ville hellere sidde og rede hår på sin dukke! Har man hørt så galt? Rede hår på noget plastiknoget!?!  Så der sluttede det.
– Var du ked af det?
– Aldrig! Nu har jeg lært en ny Isabella at kende. Hende kan jeg godt li. Der er ikke så meget fikumm … difumk … dikkedik med hende.

– Sig mig engang: Hun hedder altså også Isabella? Vil du kun have kærester, der hedder Isabella?
– Hvis de kan lide John Deere, så ja.
– Så du er kæreste med, - hvad hedder hun?
I-sa-bel-la Fugl-sang!
Han råber irriteret navnet ud. Så jeg kan forstå det.
Jeg prøver alligevel igen:
– Hvordan fik du øje på frøken Fuglsang?
– Vi lå helt tilfældigt sammen og fik skiftet ble samtidig. Det var et stærkt øjeblik. Dagen efter byttede vi billeder, og jeg satte hende straks ind i mit nøglevedhæng sammen med mor.
– Er der andre, der hedder Vincent?
Han ryster på hovedet og smiler:
– Der er tre, der hedder Holger!
– Nå, for den. Hvordan kan I så gøre forskel på dem?
– Det er nemt nok. Den første hedder bare Holger, den næste hedder Holger Prut og den sidste Holger Jensen.

Andre indlæg, du vil synes om:

Lukket for kommentarer