Har ældre nogen værdi?

Den ældre hustru synger

Frk. Frisk kan ikke synge

Teaterdirektøren græder

"Victorias Jul" hed stykket, som Thy Teater opførte på Klitrosen som Aktivkomiteens månedlige arrangement med de medvirkende skuespillere Thomas Rewes og Kirsten Stokholm Jørgensen i alle rollerne under musikalsk ledelse af Christian Vestergaard Wennerlin.

I året 1957 er et lille, omrejsende teaterselskab, Victoria, i gang med at forberede årets juleforestilling, som skal opføres 18 steder og give en tiltrængt indtægt. Men den kvindelige hovedrolle må melde afbud, og i stedet for at vælge sin lidt ældre hustru, alderdom er jo noget opreklameret noget, vælger teaterdirektøren en ung vikar fra bureauet. I øvrigt den eneste der var tilbage, hvilket burde vække hans mistanke. Hvorfor har ingen anden teaterdirektør fået øje på hendes yndigheder?

Forståeligt nok at hun er ledig. For mens teaterdirektøren kun har øje for frk. Frisk´ fysisk yndigheder, får Kirsten Stokholm her en kærkommen lejlighed til at vise os, hvor svært det egentlig er at synge falsk. Frk. Frisk kan hverken synge eller spille skuespil eller recitere, hvilket går hen over hovedet på teaterdirektøren. Han synes, hun rummer en lille sangfugl ved sit bryst, der blot skal øve sig. Dirch Passer sagde engang: Lille sangfugl? Ja. Men hvor bor den godt!

Imens prøver hustruen ihærdigt at gøre manden opmærksom på sit indlysende sangtalent, men det har han ikke øre for. Han er mere nervøs for banken, som vil have beviser for disse juleforestillinger, der jo hænger i en tynd tråd og læser op af den aflange kassebog. Ubehagelig læsning!

Det blev bemærket! En af beboerne sad indtil da og småslumrede nede bagved, men da ordet bank lød, rejste hun sig halvt op og dirrede med en finger: HALLO! Sandsynligvis med baggrund i hvidvaskskandalen og Danske Bank. Et fortræffeligt indslag og man kunne se teaterdirektøren tænke, at et så indlevende publikum er guld værd.

 

Teaterdirektøren fyrer frk. Frisk, men tror i sin afmagt, at det er hende, der endelig synger, som hun skal, mens han græder ud nede blandt publikum. Han opdager dog lidt efter lidt, at det er altså hans egen hustru, der synger så engleagtigt. Hvis man nu kan forestille sig, hvordan engle synger. Altså forudsat at man tror på engle.

Men alt ender i fryd og gammen, og hustruen bliver det store trækplaster på de 18 juleforestillinger den jul i 1957, som vi gamle jo alle husker.

Men det er en helt anden historie.

Man må i øvrigt beundre skuespillere, der siger, at 14.55 er der kaffe. Hvordan kan de vide, at forestillingen er slut præcis 14.54?

 

En skam, at der var et andet arrangement i dag her i byen, mener Jens Vangsgaard, og en anden tilskuer supplerer: Ja, så stor er byen heller ikke, og de er da gået glip af noget.

Andre indlæg, du vil synes om

Skriv en kommentar!

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *