Anita Grün: Søgemaskine (novelle fra “De lodrette dyr”)

Det startede som en helt almindelig dag. Jeg drak morgenkaffe, læste Politiken og skrev lidt noter til min nye roman.
Efter morgenmaden gik jeg på nettet for at google de ord, jeg savnede at vide noget mere om:
Skifteretten, flygtningestrøm, terror i Køln og bilbombe.
Jeg skrev et halvt kapitel i hånden, som jeg havde for vane, og senere på dagen skrev jeg teksten ind på pc’en. Endnu et par ord kom på listen:
Tændsats, rockere og overlagt mord.
Jeg havde efterhånden fået styr på de seneste kapitler og vidste i hvilken rækkefølge, de skulle komme. I marginen skrev jeg:
muslimske oprørsgrupper, kalifat og foldekniv.
Det sidste ord behøvede jeg ikke at google, men gjorde det alligevel, for en foldekniv er ikke bare en foldekniv, der er forskel på længde, farve på skaftet og prisen.
Der er mange ting at undersøge, når man er forfatter, og jeg synes, den del af faget er noget af det sjoveste. Jeg finder ord og beskrivelser på nettet, som jeg aldrig drømte om eksisterede. Og jeg føler også, jeg bliver lidt klogere, selv om der er en del af ordene, jeg glemmer igen, når jeg ikke længere skal bruge dem i historien.
Den roman, jeg var i gang med, havde en hovedperson, der helst så alle grænser hermetisk lukket til. Men kun for folk fra Mellemøsten. Alle andre skulle frit kunne komme ind i landet. Hvordan det skulle praktiseres, tænkte han ikke nærmere over og heller ikke, at det var umuligt, hvis man ønskede at bevare et demokratisk samfund, hvor alle har lige ret og muligheder.
Det med ordene var ikke så svært at få styr på, det var bare at google dem og så læse de forskellige tekster, der havde med emnet at gøre. Nogle gange var jeg nødt til at specificere og skrev:
Hvordan laver man en bilbombe? Død af en bilbombe.

På tredjedagen, hvor jeg stadig var i gang med at slå ord op til romanen, begyndte jeg at svede. Sæt nu, politiet holdt øje med folk, der søgte efter specielle ord på nettet. Ville mit navn dukke op, og ville de tænke, det var underligt, at jeg havde googlet bilbombe så mange gange?
Måske skulle jeg holde en lille pause og i stedet google ordene:
Smarte støvler, makeup, citronfromage og babyunderlag.
På den måde ville jeg sløre, hvad jeg egentlig søgte efter. Det ville så være underligt, hvis politiet fandt ordet bilbombe med citronfromage lige efter. Hvilken person gemte sig bag skærmen? Det kunne ikke være én, der var helt normal. Politimanden ville sikkert forsøge at se en sammenhæng i ordene, men det var der jo netop ikke. Kalifat, skifteret og makeup. Hvad havde det med hinanden at gøre?
Sidst på dagen var jeg træt og lagde skriveblokken væk. Der stod et par nye ord, jeg ville søge efter i morgen. Jeg tændte for TV Avisen og satte mig i lænestolen, afslappet og døsig, da det pludselig dundrede på døren.
Jeg gik hen til dørspionen og fik et chok. Udenfor stod to betjente og stirrede lige mod mig. Det bankede endnu en gang på døren, og jeg åbnede den forsigtigt.
”Det er politiet. Har du et par minutter?”
Nu var jeg afsløret. De ville spørge mig om alle ordene, jeg havde googlet i dagens løb.
”Ja,” sagde jeg og viste dem indenfor, hvor bunken af romansider lå på bordet. Ville de tage dem med?
”Der har været et indbrud hos din nabo for et par timer siden.”
”Jeg troede, det var noget med min computer.”
”Har du også haft indbrud?”
”Nej,” jeg lo afvæbnende.
”Har du set nogen gå ind hos naboen eller bemærket noget usædvanligt?”
”Nej, jeg har været optaget af at skrive på min roman.”
”Så undskylder vi ulejligheden.” De to betjente udvekslede et blik med hinanden og gik hen mod døren.
”Det er helt i orden,” sagde jeg.
Jeg lukkede døren efter dem, satte mig i stolen, tog blokken og skrev:

Politiuniformer.

Anita Grün har en hjemmeside.

 

 

Andre indlæg, du vil synes om

Skriv en kommentar!

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

  • SVAR

    Spændende novelle. Sad hele tiden og tænkte, at så nu kommer politiet nok og anholder forfatteren. God afslutning.

  • SVAR

    den var god,den novelle, opfylder alle de formelle krav, kan jeg læse, og jeg var i den grad underholdt. dejligt.

    • SVAR

      Tak for ros, Mette Marie K og Ina Ravnkilde. Det er altid spændende med tilbagemelding. Venlig hilsen Anita Grün.>