Anmeldelse: Café Hawgus, Klitmøller

Når man træder ind bag lågen, ser alt nyt og pænt ud. Det er nok, fordi det er nyt og pænt her på Klitmøllers nyeste café. Man bliver venligt modtaget uden overflødige høflighedsfraser og anvist bord – ikke ud for køkkenet, for alt er optaget denne aften lige der, men ude i siden. Der er markise til at beskytte mod solen eller regnen, og her er naturligvis cafeens akilleshæl.

Det er usædvanligt modigt gjort at starte en udendørs café i det danske, lunefulde sommervejr. I år må de have haft vejrprofeternes medvind, for hedebølgen har kun gjort det nemmere. Men den seneste tids heftige byger og ofte dagsregn har gjort det nødvendigt at aflyse nogle gange. Ærgerligt.

For maden fejler intet. Vi bestemte os for Tournedos af havkat, og ventetiden, hvor to hold senere ankomne gæster fik før os, var tiden værd. Det smagte aldeles fremragende og var meget lækkert serveret med masser af grønt og pommes frites. De saltede kartofler er ikke det bedste grundlag for et lavt blodtryk, men smagen passede bare så perfekt til fisken. Så hvad bekymrer du dig over, hjerte?

Vi betalte omme i lugen, hvilket måske indikerer, at det først og fremmest er tænkt som et bedre cafeteria. Men madens kvalitet gør ordet cafeteria til skamme. Her er en fuldblods restaurant, der kan få stjerner, kan den.

Få så tag over og vægge på nogle af de udendørs pladser. Så kan I godt holde helårsåbent.

 

Andre indlæg, du vil synes om

Skriv en kommentar!

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *