Rejsetema: Anni Printz: Englen

Anni Printz

Jeg så ham første gang i Rom. På en campingplads. Han boede i et lille tomandsspidstelt og havde netop hængt to slidte t-shirts til tørre over rygningen. Lidt krumbøjet var han med blødt, krøllet, blondt hår og blå øjne. Let nærsynet med ludende holdning og krabbende gang. Han iagttog alting og ingenting. Ualmindeligt almindelig.
Han lignede en professor. Men han var en engel.
Det vidste jeg ikke dengang. Jeg betragtede ham kun, fordi han så pudsig ud, grim på en rørende smuk måde. Usikker i sin håndtering af dagligdags ting, distræt og selvudslettende. Hvad mon han lavede i Rom?
Gik han som vi i kvælende varme og kiggede på hedengangne tiders kunst og kultur?
Var han i det Sixtinske Kapel, I Peterskirken, eller sad han med fødderne i køligt vand ved Roms fontæner?
Jeg fik det aldrig at vide. Vores camper havde nykker, og vi måtte til mekaniker for at få den ordnet. Der er vigtige ting at tage sig af.

Jeg havde glemt ham, da camperen styrede mod Umbrien. Smukkere landskab findes ikke. Hudløst betagende. Hårene rejser sig på ryggen, og man kniber sig i armen. Det kan ikke være sandt. Men det er det.Nådeløs sol, jordfarver, brændt sienna, okker, pletter af gult og blåt. Violette skygger. Klipper i grå og brune nuancer.
Næste gang, jeg så ham, var i Spoleto. Vi havde anbragt camperen på en en lille jordhylde. Campingpladsen var så lille, at der næste ikke var plads til os, Vi kunne kun lige knibe os ind. Spoleto havde amerikansk, italiensk musikfestival, så der var koncerter i hele byen. Vi hørte en i domkirken med en kraftig sopran, klædt i sort som kontrast til langt, gyldent hår. Himmelske toner. Måske var det derfor, han var der, englen. Han havde fundet plads til sit lille spidstelt mellem andre telte lidt borte fra, hvor vi lå. Han var nem at genkende. Ugraciøs, bøjet over sin egen indadvendthed. Han var iført en af sine tre t-shirts.
Efter Spoleto blev det Asissi, kendt for den Hellige Francis og et utal af turister. Solsikkemarkerne blomstrede ved siden af vores camperlejr. Solen skinnede ubatmhjertigt, mens vi forcerede byens lange gader fyldt med souvenirbutikker. Vi skulle bare se seværdighederne som alle de andre og så lige købe tortellini, pesto, og tomatsoves til aftensmad. Tomatsalat, rødvin, tortellini. Himmelsk italiensk måltid.
Himmelen var også til stede på et andet plan. Et lille topersoners spidstelt med en t-shirt, der tørrede i solen.
Vores tur fulgte ikke en bestemt turistplan. Den lille mand havde ingen cykel, bil eller andet transportmiddel, der nemt kunne føre ham tværs igennem Umbrien. Hvordan kom han fra sted til sted? Jeg undrede mig.
Perugia havde jazzfestival, Vi gik i gaderne, lyttede til glad uiteliensk musik og nød solen. Vi ville dog ikke overnatte der, der var for mange mennesker, og dem havde vi fået nok af i Asissi. Altså forlod vi middelalderbyen, et Shakespearsk univers, og kørte mod Gubbio.
Da vi fandt campinpladsen sent om aftenen, havde jeg nær tabt næse og mund. Næsten lige ved siden af os stod et et lille spidstelt, og udenfor det sad en lille krumbøjet, genert mand med blonde krøller og spiste. Jeg begyndte ar blive bange. Hvad lavede han? Hvordan kunne det være, at han altid befandt sig de samme steder som os?
Camperen irriterede ved at motoren ofte lave knuder. Noget med kaburatoren? Hvad ved jeg?
Efter Gubbio satte vi kursen fremad. I tid altså. Fra middelalder til renaissance. Vi fandt Urbino,en by med et smukt palads, bygget af Duco Federico af Urbino, en mand med en sjov næse og en uendelig interesse for kunst. Urbino er en bjergby, så man går hele tiden op og ned af bakke i de stejle gader. Og så rummer den Rafaels hjem. Min bedre halvdel videofilmede som sædvanligt som en gal, mens jeg ventede, lidt småirriteret. Videofilmning tager pokkers lang tid, når man går op i det.
Pludselig var han der, englen. Ved Rafaels hjem selvfølgelig. Den lille videnskabsmand med rygsæk på ryggen og videokamera på maven. Han stirrede overrasket på os, og vi på ham. Nu ville jeg vide besked. Efter at have hilst hjerteligt, gik jeg hen til ham for at spørge, hvor han kom fra, og hvad han lavede på vores rejserute. Jeg fik det aldrig at vide. Undseligt smilende undskyldte han på italiensk. Han kunne ikke andre sprog.
Han var engel. Først nu indså jeg der helt klart. Sveden sprang frem på min pande, og det var ikke på grund af solen.
Italiensk! Englenes sprog. Rafael, maleren, der have malet de dejligste engle, som ikke lignede vores engel spor. Dette var ikke noget tilfælde.
Han var mit livs første engel. I stedet for at blive opstemt, blev jeg bekymret. Hvad ville han mig? Tilsyneladende ikke noget. Han forlod os i en fart, og jeg opfattede kun, hvordan han videofilmede en statue på torvet. Han var ikke nogen god filmfotograf, så meget kunne jeg se. Men hvad gør det? En engel!
Jeg tænkte meget på ham, englen, mens vi forlod Urbino og kørte til Ravenna. Vi fandt en lille campingplads ved vandet, gik i Ravennas gader. Han var der ikke. Sikke en lettelse. Man kan godt blive træt af engle.
Bilen hostede stadig, men kun en gang imellem. Alligevel besluttede vi os til at finde en ny mekaniker, når vi nåede Lidoen ved Venedig, som var vores afsluttende rejsemål.
Vi fandt en campingplads i Jesolo og en mekaniker, der lovede at se på Bilen.
Næste dag tog vi båden til Venedig. Der har vi været så ofte, at vi med det samme gik afsides, væk fra turiststrøgene ind i en mere ydmyg og ukendt del af byen. Her så noget forsømt ud. Malerisk forfald, kalder vi det gerne. Hurtigt gribes man af stemningen, stilheden, vandets klukken uden de syngende gondolierer, der fragter turister frem og tilbage til ågerpriser. Her var roligt og oprindeligt. En skinger kvindestemme. Et barn, der græd. Lugten af et måltid, der blev lavet.
Lidt længere fremme fandt vi en lille kirke. Jeg ved ikke engang, hvad den hedder. Vi besluttede at gå derind. Den var ikke noget særligt set udefra og helt almindelig indeni. Og dog!
Der, på bageste bænk, sad en lille, krumbøjet mand i T-shirt med et videokamera på maven nærsynede blå øjne og bløde, blonde krøller.
Jeg blev grebet af panik og sprang ud af kirken.
Samme dag havde mekanikeren, nærmest mirakuløst fundet ud af, hvad camperen fejlede og havde repareret den på ingen tid for næsten ingen penge. Sådan noget kommer man sjældent ud for.
Ferien var forbi, og vi satte kurs mod Langeland.
Jeg har aldrig siden set min engel.

Tekst fra ”End lever kong Tran” af Anni Printz

Andre indlæg, du vil synes om

Lukket for kommentarer