Artikel: Ballerum Tærskværk

Aktivkomiteens aprilarrangement betød middag og musik på Klitrosen. Ballerum Tærskeværk underholdt både under middagen og bagefter.

En flot buffet med masser af lækker mad plus valg mellem vin og øl gav en god start til en god aften. Aktivkomiteens månedlige møde var denne gang helt i den gode mad og den gode musiksmags tegn.

– Vi er godt tilfredse med fremmødet, siger Jens Vangsgaard, – vi tager det stille og roligt, for det var netop med i vores tanker, da vi startede det her. Vi arrangerer en enkelt tur i måneden, og i aften skal det være lidt festligt med spisning og musik. Næste møde vil byde på et foredrag og mere om det lidt senere. Du skal nok få nærmere enkeltheder til KlitPosten.dk.
– Når vi planlægger vores møder, går vi ind og ser, om der er andet på programmet her i Klitmøller. Vi vil samarbejdet og ikke konkurrencen.

– Vi er tilfredse med at være kommet godt fra start her.

Klitrosens leder, Lotte Bloch, kommer hen til os.

– Hej! Det var rart at få besøg af KlitPosten. Så du TV-Midtvest søndag aften? Da var der indslag her fra Klitrosen. Vi har fået et økologimærke for at have omlagt til økologi, og de kom så her og snakkede med fire beboere. Det var fine 10 minutter! Se den her!

Jeg syntes jo nok, at maden var tilberedt med lækre grønsager i massevis.

Således fortsætter aftenen med musik og godt humør hos alle.

 

Andre indlæg, du vil synes om

Lukket for kommentarer