Farvelfest på Hanstholm Asylcenter

Artikel

 

 

      

Thisted Kommune har drevet asylcentre for Udlændingestyrelsen siden 2009. Da flygtningestrømmen var stærkest, var der desuden flygtninge i Vestervig, Vesløs, Vigsø og Thisted. Nu lukker alt ned i Thisted Kommune, og fra  15.3.2018 er alle asylansøgere væk og spredt ud over landet. Nogle af dem er sendt til udrejsecentrene.

På Hanstholm Asylcenter er der lige nu 230 kvinder, mænd og børn i alle aldre. Der er 20 børn, som er under 4 år, og flere af dem er født i lejren. Asylanterne kommer fra alverdens lande, men størstedelen er  fra Syrien, Afghanistan og Somalia. I de allersidste måneder har det primært været iranere og kurdere. De fleste er muslimer, men der er også kristne og især blandt kurderne flere ateister.

To af festens deltagende frivillige, Anne Marie Vogt og Anna Hedeholm Larsen, udtrykker samstemmende en vis vemod over, at det nu snart er slut. Som frivillig møder man altid venlighed og høflighed, og asylanterne viser taknemmelighed over interessen for dem, siger de og fortsætter:

– Børnene er som børn flest, og kun nogle få af dem synes at være mærket af krig og ufredelige forhold. De er meget tillidsfulde og er glade for at snakke og lege med voksne. Deres egne forældre er nok ikke altid parat til leg.
Se video til højre.

De voksne har deres problemer at slås med og spekulerer meget over fremtiden. Det er klart, at de befinder sig i en usikker venteposition, og det går dem ”på nerverne”. Der er flere, der isolerer sig på værelserne og hverken orker skole eller samvær med andre. De kan ikke vende tilbage til deres hjemlande, og ofte får de afslag fra de danske udlændingemyndigheder. De bliver frustreret og uforstående og ved ikke, hvordan de skal komme videre i deres liv.

De bor i små rum, side om side med naboen, og tætheden kan gå på, men det klager de faktisk ikke meget over. De passer på ikke at vise utilfredshed.

At sige farvel til beboerne i Hanstholm er mærkeligt for de frivillige, der har været på stedet ofte gennem flere år.

– Vi kommer til at holde af og ønske det allerbedste for flere af dem. Vi bliver bekendt med deres flygtningebaggrund, deres sorg og usikkerhed, og det er svært at kapere. Hvad skal vi stille op med det? Vi kan kun høre på dem og vise omsorg og opmærksomhed, mener Anne Marie.

 
Se video til højre.

– Vi holder en fest for dem for at sige ordentligt farvel. Alle børn males i ansigtet og får udklædningstøj på, da det jo er fastelavn, og de skal slå katten af tønden. 12 voksne laver mad til alle beboere, og der bliver smovset. Vores gode forening Hanstholm Asylcenters Venner (HAV i daglig forkortelse) betaler gildet, så alle kan få et godt måltid mad. Dernæst går den med musik og dans. Det er sjovt at se, at mændene er de første på dansegulvet, når det gælder folk fra mellemøsten. Man danser heller ikke 2 og 2, men altid i en kæde. I dansk kultur kan vi være med til boogie-voogie og lignende. Også limbo-rock interesserer alle uanset nationalitet.

Stemningen tyder på, at formålet med farvelfesten er opfyldt. Det ser ud til, at beboerne får en god aften.

Andre indlæg, du vil synes om

2 Kommentarer

  • De blev ikke et problem for Hanstholm, som mange havde antaget, måske har de været en øjenåbner for os, hvad krig og religion kan gøre ved os.

    • Nej – der var vist ikke mange problemer med asylansøgerne i Hanstholm. Tværtimod gav det handel i byen og flere holmboere var ansat på stedet.