Artikel: Glæden ved at løbe

Dagen efter min 30 års fødselsdag så jeg tilfældigt mig selv i spejlet. Det var et ret dårligt spejl, idet det viste en ca. 38-årig ældre herre. Jeg gik ud i haven og sparkede til et træ.

Så tog jeg noget gammelt sportstøj på og luntede ned ad vejen mod en skov. En kort tur, for jeg blev noget forpustet. Alligevel var følelsen efter badet dejlig.
Næste dag gentog jeg den lille luntetur, og selv om det havde værket en smule i benene, så vidste jeg fra tidligere, at jeg forholdsvis hurtigt ville komme ovenpå, rent konditionsmæssigt.

Det tog nu lidt længere tid. Det gik overraskende op for mig, at jeg rent faktisk var i gang med at blive ældre.

Efter et par måneder med daglige løbeture, der startede fra at være på en enkelt eller to kilometer og nu var på fire til fem, blev jeg afhængig af at løbe. Samme afhænighed som andre af rygning, alkohol, heroin og den slags. Der var dage, hvor kursus, familiebesøg eller andet gjorde, at jeg ikke kunne løbe mig den sædvanlige tur, og jeg blev irritabel, lettere opfarende og sært utilfreds. Mine ben rystede, jeg kunne ikke sidde stille, og jeg snerrede ad folk. Det var blevet en nødvendighed for mig at få mit daglige fix. Efterhånden foreslog min kone mig, belært af erfaringerne, at jeg bare kunne stå tidligere op og løbe den tur.
Løberiet fortsatte, og jeg satte lidt efter lidt længden op. Jeg fik også købt nogle ordentlige løbesko med tyk sål i stedet for de tynde gummisko, som de hed, dengang tiden stadig havde de der latterlige danske betegnelser.

Jeg fandt ud af, at jeg helst ville løbe om morgenen, for løbeturene havde givet mig en paradoksal indsigt: Motionen gav mig flere kræfter, ikke færre. Mit humør var tårnhøjt fra dagens begyndelse, jeg var kampberedt. Samtidig så jeg også en behagelig og meget positiv ændring af min krop, og den føltes efterhånden som den 30-årige, den burde. Jeg var blevet hooked on running eller på datidens dansk: vild med at løbe.

Snart deltog jeg i det 12 kilometer lange Marselisløb, og forberedelserne til det indebar løb op ad stejle skråninger med tungen ud af halsen og åndedrættet på turbo for at få så god en kondition som muligt. Det viste sig da også, at jeg nærmede mig fire-minutters stregen, hvilket betyder, at jeg kunne løbe hver kilometer på under fire minutter.
Jeg blev ikke hurtigere. Havde jeg nået toppen af min formåen?

Men så kom en af mine kolleger og spurgte, om jeg ville med i den marathon, der lokalt skulle finde sted sent på efteråret det pågældende år.
En ny, spændende udfordring, må man sige. Nu skulle løbemængden sættes yderligere op, og jeg opdagede, at når jeg havde løbet 10 kilometer, opnåede jeg en slags rus, hvor jeg havde fornemmelsen af at svæve, og jeg tænkte mange gode, solide tanker imens.

Jeg skal dog oplyse, at rus-tilstanden ophører på et tidspunkt. Under alle omstændigheder er der ikke meget rus over en, når man nærmer sig 30-kilometermærket. Et marathon var dengang den yderste prøve.
Det lykkedes at gennemføre de 42,195 kilometer på 4 timer og 16 minutter. Ikke så flot, men alene det at have gennemført distancen føltes som en sejr. Det gjorde heller ikke noget, at stjernen dengang, Allan Zachariassen, kom løbende imod os på vej tilbage, da vi stadig havde 10 kilometer hen til 21 kilometer-vendepunktet.

At jeg i dag i en alder af 70 har slidgigt i knæene, skyldes ikke løberiet. Næh, det kom fra de fodboldkampe, jeg har deltaget i. Tacklinger giver ofte knævrid, og det er sket for mig et par gange for meget.
Jeg savner at kunne løbe. Det er langt den nemmeste og mest givende motionsmåde for mig. Min vægt var enorm stabil i alle de 26 år, jeg løb, hvilket betød, at jeg kunne spise hvad som helst uden at revne. Giv Finn noget mere dessert, sagde de, han løber bare et par ekstra kilometer. Det er slut nu. Altså det at løbe.
Og slut med umådeholden indtagelse af dessert.
Umådeholden er ligeledes et latterligt gammelt dansk ord, der betyder noget i retning af helt vildt abnormt ulækkert meget.

Andre indlæg, du vil synes om

  • Er det virkelighed
    Gigt skal løbes væk , så kom bare igang, kære red., jeg bliver hjemme

  • Sikken flot og veltrænet krop, du havde – dengang – Finn. Er det ikke Arne, ham nr. 380, som du overhaler?