Indtryk fra Klitrosens sommerfest og -loppemarked

Aktivkomiteens sommer-loppe-fest-marked har pænt vejr.

Formand Jens Vangsgaard for Aktivkomiteen byder velkommen på plænen foran Klitrosen og loppemarkedet:
– Velkommen her til sommerfesten; vi håber, vi får en masse gæster og velkommen til alle jer med ting til loppemarkedet, velkommen til De frie Pensionister, der også har en stand indenfor. Vi starter med musikken!
og overlader derefter til musiker Henning Andreasen at underholde lidt (se video i højre kolonne). Der er tæt pakket med biler på vejen foran Klitrosen allerede her, hvor klokken lige er 11, så antallet af gæster er særdeles tilfredsstillende, fastslår Jens.

Indenfor er der lange, fyldte borde, der bliver studeret ivrigt.

Man kan minsandten også for en gangs skyld sørge for at være i god tid til juleforberedelserne.

Imens sørger Henny og Jette for, at der kan købes varme pølser, brød og kolde øl og sodavand.
– Husk lige, der er også kagekonkurrencen senere …
Jeg tænker på min vom og skynder mig lidt længere ud.

Anni sælger lodder til amerikansk lotteri sammen med Gunnar:

De har næsten ikke tid til at snakke med mig, for der står ustandselig folk for at købe lodder.

Når man tager konen med til loppemarked, må man leve med risikoen for at komme tilbage til bilen, – og at der nok står et eller andet, hun lige har købt.

– Det blev en helt utrolig dejlig dag, meddeler Jens efter festen.
– Der kom vel omkring 200 gæster, vejret var fint, og kagekonkurrencen gik så godt! Tak til jer, der bagte sådan en! Der var indkommet 11 kager, der skulle bedømmes af byrådspolitiker Peter Sørensen og indehaverske af Chokolenten i Thisted, Alice Bisgaard, og de to smagte sig til en vinder, der blev Majbritt Kristensen for at have lavet den flotteste kage.

Formand Jens undlader at nævne, at hans kone, Rie, faktisk vandt prisen for den mest velsmagende kage.
– Alle kager blev solgt for 20 kroner inklusive kaffe, og overskuddet fra det amerikanske lotteri og salg af pølser med videre gik lige ned i vores slunkne kasse i Aktivkomiteen. Nå, ja, slunken og slunken. I sidste uge fik vi tildelt kroner 7.000 fra Lions Club i Hanstholm, og de går til bussen! Så lidt er der da at gøre med, når vi nu starter igen til august.

 

Andre indlæg, du vil synes om

Lukket for kommentarer