Artikel: Indtryk fra Sommerlejr ved Vandet Sø


16-årige Hannah fra Somalia bød velkommen og præsenterede dagens flotteste smil.

Hytten Tipi og den tilhørende lejrplads (Tandrupvej 1, Vester Vandet, 7700 Thisted, Danmark) ejes af Klitdivision under Det Danske Spejderkorps.
Lejrpladsen Tandrup er en 20.000 m2 stor lejrplads.

Skiltet har en stavefejl. Ansvaret ligger hos Det danske Spejderkorps. Hvis jeg skulle male det skilt, ville jeg nok være nødt til at slå op i en ordbog eller i “Den sidste Mohikaner”.
Mokkasinmarken indeholder plads til mange telte.


Sådan ser et spisetelt ud, når man skal lave det af granrafter, presenning og reb. Der er sløset en anelse med presenningen, da ingen regner med regn. I morgen står byggeprojektet på at lave en tømmerflåde, og KlitPosten.dk vil være til stede, når den søsættes. Dog ikke ombord.


Lederen af campen er Ole Krogh, der er integrationsleder i Røde Kors. Han er også spejderleder, så det kan næsten ikke være bedre.
– Formålet med lejren er i bund og grund at hygge sig, uanset hvilket land, man kommer fra; man skal opleve noget, der er anderledes, end det man er vant til. Specielt hvis man ikke har de store økonomiske midler at holde ferie for, så er det her et godt tilbud.
– Det finansieres mest af Røde Kors, men HAV har også givet et pænt tilskud.
– Der er vel af og til store og små konflikter, ikke? Jeg har set flere episoder, hvor drengene faktisk slås.
– Jo, det kan ikke undgås, og så griber vi ind. Vi skælder ikke ud, men prøver at snakke os til rette. Fortæller dem, at vi skal være gode venner, ligegyldigt hvor man kommer fra, eller hvem man er.


Victor sidder hos sin mor, Tina, der lige just samme dag har fået sommerferie. De er såmænd bare fra Thisted.
– Vi er her på lejren, fordi vi gerne vil prøve noget nyt, møde nogle nye mennesker.
– Er det en del af jeres sommerferie?
– Ja. Vi havde snakket om at prøve at sove i telt, så var det oplagt det her.
– Har du selv rejst teltet?
Tina slår en skraldlatter op.
– Nej, det … Derhjemme lykkedes det os at få inderteltet op, men her har vi fået hjælp. Heldigvis!

Se i øvrigt video fra lejren med Neymar, Ronaldo og Chr. Eriksen:
Se video til højre.

(Fortsætter i morgen med flere indtryk)

Andre indlæg, du vil synes om

1 Kommentar

  • Det ser dejligt ud