Artikel: Karl Johan den Vilde

I den tørre og drønvarme sommer var der ikke spor tegn på, at der nogensinde ville komme svampe i Nationalparken. Det skulle nok passe, at i tiåret for parkens etablering kunne vi ikke finde en eneste spisesvamp.
I den senere tid har vi fået optimismen tilbage med regnen. For hver dag med vand fra oven gik vi og stirrede ned i skovbunden. Vi så ingen svampe, men fik masser af vand ned ad nakken.
Før i går. Vi fandt tre bitte små kantareller; de var så små, at det var først derhjemme under lup, at vi blev bekræftet. Således varmet op drog vi af sted i dag.

Men heller ikke i dag fandt vi kantareller. Og så kunne denne sørgelige historie være slut uden anden pointe end skuffelse, tristhed, tomhed. Pludselig pegede fruen på en mørkebrun gevækst:
– Ja, men er det ikke …?
Jo. Det var en Karl Johan. Skide være med kantarellerne. De er små og gule og forslår ikke rigtigt. Men Karl Johanner! De er store, smagfulde og pragtfulde.
Vi samlede den op, skar jord fra stokken og så os om. Der var en til. Samme procedure. Feberen greb os. Vi havde kun taget en tom skyrbøtte med. Da den var fyldt, strøg jeg tilbage til bilen og hentede vores svampekurv. Og vendte tilbage, og så kan det da nok være, at vi plukkede Karl Johanner. Til sidst kunne jeg næsten ikke bære kurven længere.

Hvor vi fandt dem?
En svampejæger afslører aldrig de gode steder. Aldrig.
Men det var i Nationalpark Thy. For hvis I ikke ved det, så ligger paradiset i Thy. Mere eller mindre.

Andre indlæg, du vil synes om

2 Kommentarer

  • i min krydderurtekasse her til morgen fangede noget hvidt mit øje. Plastik- eller og der var de så, en kurvfuld hvide lamelsvampe som jeg ikke kan bestemme lige nu, men efter morgenkaffen… åh, nu har jeg afsløret hvor jeg fandt dem, mellem mynten og persillen…

    • Hvide lamelsvampe? Spis dem ikke, Ina!