Klitmøller Friskoles Skolestart 2018

Hjørdis Albas første skoledag

Mandag den 13. august 2018 slog Klitmøller Friskole og Børnehus dørene op til det nye skoleår. 50 børn i vuggestue og børnehave udgør sammen med 57 elever i friskolen det hidtil største elev- og børnehold nogensinde.

Friskoleleder Grethe Hegelund står her parat til at tage imod de mange elever og især de nye, der skal starte i 0. klasse, sardinerne.

– Så mange elever har skolen ikke haft før, siger Grethe. – Vi glæder os!

Imens instruerer og forklarer souschefen, Harald La Cour, programmet for dagen.

– Vi starter herinde, og måske skal bænkene lige flyttes lidt. Jeg har selv et barnebarn i Frederikshavn, der skal starte i skole i dag, så det er en stor dag for mange små mennesker.

Harald får straks journalisten til at hjælpe sig med at flytte bænke. En pige kommer forbi og vil fortælle om sin sommerferie:

– Jeg har været i Tyskland. Nej, Harald, du skal stå stille og lytte! Kig på mig! Jeg har været i Tyskland.

Harald står helt stille og lytter.

Meget har sandelig ændret sig siden halvtredsernes skolegang. Palle Klaris, lektiehjælper, mener også, at dengang skulle børnene stå stille og kigge op, når læreren talte til dem. Man kunne som elev ikke bare standse en lærer og begynde at tale til en sådan.

Kaffe og rundstykker gøres parat til dagens mange gæster af nogle friske frivillige damer, Gerda og Anne Marie. Herren til venstre har kun sneget sig ind for at få en kop kaffe. Anna Knakkergård, skolens alvidende sekretær, er mødt tidligt op.

– Det gælder om at have styr på det, mener hun. – Det er bare hyggeligt med de frivillige.

Elever og forældre strømmer til, og denne festlige første dag af mange, mange skoledage kan tage sin begyndelse. Så er der kun 2.599 tilbage, inden man kan tage studenterhuen på.

Andre indlæg, du vil synes om

Lukket for kommentarer