Om at bo i udkanten

Anni Printz

Udkantsdanmark. En kilometer syd for Lohals på Langeland. Der, hvor kragerme vender.
Præcis der bor jeg. Folk fra ”der, hvor det sker” har en inderlig forestilling om, hvor kedeligt det må være at bo i små samfund på landet. Der er ingen caféer, ingen supermarkeder. De har den opfattelse om Nordlangeland, at intet sker.
Jeg bor i et lille samfund, hvor meget afhænger af egen indsats. Er der noget, du kunne tænke dig, en biograf, et kulturhus eller en færge til Fyn, så må du selv i gang. Formulere dit ønske, samle interesserede, være klar som tovholder Det er krævende og besværligt, men det er også sjovt og givende. Undervejs lærer du mange sjove, hyggelige og initiativrige mennesker fra dit lokalsamfund at kende. Du oplever også kritik og modstand. Sådan er det nu en gang. Mennesker er ikke ens og skal heller ikke være det.
Jeg bor midt i en enestående natur. Det betragter jeg som det største gode. Skov og strand, solnedgange. Årstidernes skiften. Bælgmørke nætter fyldt med stjerner. Jeg var københavner, slet ikke vant til naturen, for vild i skoven, var bange for mørket, og for at være alene hjemme om natten. Jeg blev dog stædigt ved med at gå i skoven, som jeg i dag kender ud og ind.   Bøgens lysende grønne løvtage i maj. Edderkoppespind fyldt med rimfrost i januar. Efterårets farvepalet.
Morgenmøde med fem små, legesyge rævehvalpe. Eller to unge rævefløse, eventyrlystne teenagere, som, da de fik øje på mig, satte sig på halen og bjæffede.
Min sjæl, hvad vil du mer'.
Der hvor jeg bor, har vi et tæt netværk. Vi passer på hinanden. Føler du dig lidt ensom, så stik næsen inden for hos en nabo og få en kop kaffe og en sludder. Ægte Caféstemning.
Kede sig er der slet ikke tale om. Der er altid noget at tage sig til.
NB! Lige meget hvor du bor, afhænger det af dig selv, hvad du får ud af det.

Sådan er verdens centrum,
at det må man selv have med.
Har man det ikke i sig,
så findes det intet sted.

 

Piet Hein

Jeg bor på Nordlangeland i det, man kalder udkantsdanmark. Det undrer mig og har altid undret mig, hvordan man kan sætte mennesker og steder i kasser. Vi er ikke ens.
Mit Nordlangeland, ja, hele Langeland, er et sted, hvor mennesker kommer hinanden ved. Det er et rugested for ildsjæle, for der er altid plads til en til med gode idéer.
Vi er nødt til at være aktive og kreative. Vil vi have en biograf, et bowlingcenter eller er der kun én vej? Vi må lave det selv sammen med de ligesindede, vi forhåbentkigt finder under processen med at skabe det ønskede.

Anni Printz

Andre indlæg, du vil synes om

2 Kommentarer

  • ja sådan er det…Jeg bor selv i lidt udkant i en lille landsby hvor alle ved hvem der gør hvad og hvor man får hilsner og hjælp og trøst når tilværelsen gør ondt.

    • > Man hører aldrig fra dem, der bor i indkanten. Findes det overhovedet?