Artikelserie om mild narko: Elses kvædesyltetøj

Artikelserien “Mild Narko” omhandler det i ens tilværelse, man godt kan blive en smule afhængig af. Det har naturligvis intet med narko at gøre, så du kan roligt læse med.

For nogle år siden sad flere kolleger og jeg og snakkede sammen. Herunder kom jeg til at sige, at jeg aldrig har glemt smagen af kvæde, fordi jeg en gang i min barndom fik et friskt, lunt, hjemmebagt stykke franskbrød med smør og – kvædemarmelade. Min kammerat, Egons mor, havde dels bagt franskbrødet, dels lavet marmeladen.
Det smagte så godt, at jeg i lang tid plagede min mor om at lave kvædemarmelade. Hun lovede og lovede, men holdt det ikke.

Og så, her 55 år senere, snakkede vi om smagssansen. Else så undrende på mig og indrømmede, at hun skam lavede kvædemarmelade og -syltetøj hvert år, fordi hendes mand også godt kunne lide det.
Det er sørme godt for jer, sagde jeg bittert og vrængende over mit forspildte, kvædemarmeladefrie liv.

Året efter fik jeg af Else et glas hjemmelavet kvædesyltetøj, og himmerige kom ned på jorden.
– Det smagte godt, tilstod jeg over for hende og undlod totalt at bruge engelske udtryk. Det holdt hårdt, for der er mange gloser, der kan anvendes, men det lykkedes.

Siden har hun beskænket mig med et glas kvædesyltetøj hvert år, og af skræk for at resten af familien skal forgribe sig på det, skynder jeg mig at gemme det. En dag lidt efter tager jeg glasset frem. Jeg er alene hjemme, og alle muligheder står klar. Jeg køber et friskt franskbrød, smør og skynder mig hjem for at svælge i kvædesyltetøj. Når jeg har spist syv stykker, er jeg mæt, og glasset er tomt.
Herfra skal lyde en varm tak til Else. Man kan vistnok købe det i udvalgte butikker, og det kunne jeg så gøre. Men det vil aldrig blive det samme. Det, kun at få det en gang om året, er en bombe til mine smagsløg, en tsunami til franskbrødet og en anledning til at kvæde en vise til mit gode humør.

Andre indlæg, du vil synes om

Lukket for kommentarer