Artikel: Rundkig på Hanstholm Fyr

Det nyrenoverede, 16 millioner kroner dyre Hanstholm Fyr er meget smukt og nænsomt restaureret.

Der findes ikke noget andet fyr i hele verden, hvis lys er så kraftigt som det i Hanstholm. Bestyrelsen forsøger at få folk til at forstå, at det altså også gælder det kunstneriske lys fra stedet.

En smagsprøve kan fås i ferietiden, hvor man kan besøge fyret og få rundvisning og historie hver onsdag aften fra klokken 19. Følg med på hjemmesiden.

Gården foran mødestedet er præget af beton, men det giver et lyst indtryk. Gruppen af besøgende i aften støder ind i et sjovt fænomen. I et lille stykke af betonen ud for maskinhuset ses aftryk af barnefødder.


– Om mange år vil arkæologerne undre sig, når de finder det her under en udgravning, er der en deltager, der siger.
– Ja, svarer en anden, om 1000 år vil de sige, det er et eller andet religiøst!

Find selv barnefødderne og undr dig!

Hans Stokholm Kjer, daglig leder, fortæller:
– Velkommen til de næste halvanden times tid! Lad os kigge ned i brønden:


– Kan I få øje på vandet dernede?
– Den er dælme dyb, udbryder en ældre dame, der bliver lidt rød i hovedet over at bande sådan.
– Hvor langt er der ned til vandoverfladen?
– 25 meter. 28. 35.

Der er forskellige bud.
– Der er 44 meter! Mit 60-meter målebånd med lod i nåede ikke bunden af vandet. Så der er langt ned! Brønden er udgravet i 1842, da man opførte komplekset her. Det har været et pænt stort stykke arbejde! Man vidste ikke meget om brønden, da man gik i gang med at renovere fyret i 2014. Det er et godt supplemet til vores bygninger. Vi står oven på Hanstholmknuden, der er en stor kalksten med lidt jord på, og vi er 46 meter over vandet, mens lyset deroppe i fyret er 65 meter over vandet. Verdens kraftigste fyr!

– Man byggede i 1842 og fremad Fyrmesterens bolig plus de to sidelænger, Vestlængen og Østlængen, og så byggede man selvfølgelig tårnet. Dengang var det en paraffinlampe, og et urværk sørgede for at dreje linsen rundt. Værket skulle trækkes op hver 5. time; det var forsynet med lodder nøjagtigt som i et bornholmerur.

 

Efter at være gået lidt rundt i fyrmesterboligen, bevæger vi os over gården til bygningen med fyret.

– Vi står nu i bygningen over for fyrmesterboligen, der foruden fyret indeholder kunstudstillinger, musikskole, turistbureau og Naturstyrelsen plus denne lille café. I har måske undret jer lidt over, hvorfor der ligesom er et podie, man skal op på, når man kommer udefra? Der burde da være niveaufri adgang??

– Det er ikke et gulv, I går på. Det er et møbel! Grunden er, at Slots- og Kulturstyrelsen ikke ville tillade, at yderdøren blev forkortet i denne fredede bygning. Så kunne man nemlig gå lige ind. Men de syntes, at døren var så bevaringsværdig, at vi var nødt til at lave det sådan, som I kan se her. Pas på ikke at få en fod i klemme! Man kan dog komme ind med kørestol ad den dør i stedet.


Hans Stokholm Kjer har en mening om kunst. Se videoen til højre.

I cafeen er der et bord, fire stole og en cafékaffeautomat og ikke mere.

På Hanstholm Fyr kan kunstnere, herunder forfattere, søge om at bo i en af fire lejligheder for en uge eller op til to måneder. Jeg har lige gennemgået en ordentlig stak ansøgninger, så der er rift om tilbuddet. Vi har jo en del kunst her på væggene i flere afdelinger også i Vestlængen. Man kan købe kunstværkerne; bare henvend jer til mig!

Det er små, hyggelige og flotte lokaler, hvor malerierne hænger. Er man i Hanstholm kunstinteresseret, er det lige stedet for et lille besøg.

Anne Risum har malet billedet her ovenover, mens Kjeld Jørgen Jensens billeder alle har noget med æg at gøre:

“Seniorjob som ægleverandør” hedder maleriet.

   

Musikskolen har alt, hvad musikhjertet begærer, og Naturstyrelsen, der også har et rum, vil lade Hanstholm Fyr være det tredje ben i Thy. Vorupør og Agger er de andre to. Fyret blev jo oprindelig bygget efter aftale med englænderne efter krigen i 1807. Der skulle oprettes et fyrvæsen, og Christian den 8. sørgede for at føre det ud i livet.
– Der var mange strandinger her, og det har de lokale ikke været så kede af. Der var jo somme tider store rigdomme, der skyllede i land og lige i favnen på folk!

 

Redningshuset er flyttet fra havneområdet op til fyret omkring 1989 og bruges nu til kunstnerisk udfoldelse og er ejet af Museum Thy. I det hele taget har kunsten nu fået meget fine vilkår i Hanstholm og har virkelig skaffet byen ry for at være et sted, hvor kunsten trives og har det godt.

Rundvisningen ender naturligvis oppe i fyret, hvorfra der er en enestående udsigt horisonten rundt.
– Kan I se de gule bøjer dernede?
Hans peger ned mod havnen.
– Så langt ud skal havneudvidelsen bygges. Men vi får desværre ikke så meget info om byggeriet, som vi kunne tænke os.

Det har været en meget informativ aften. Hans er en god fortæller!
– Under en af de gulvbrædder, tyskerne havde lagt under krigen, fandt man en indskription: “Rød front! Ned med Hitler! Hjem med svinene!”
– Så kunne tyskerne bare gå på de gulvbrædder, ku´ de!

 

 

 

Andre indlæg, du vil synes om

Skriv en kommentar!

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *