Sådan gik Klitmøller Sommerfest 2018

Artikel

Søndag viser trods vestenvinden stadig samme høje temperaturer som de foregående dage.

– Det har været megafint med deltagere i år, siger Thomas glad. Også Randy er tilfreds:
– Det var så fint. Teltet var fuldt, 200 gæster til mad og musik i går aftes. Det kunne bare ikke være bedre.

Midt på fodboldbanen er Thisted Gymnastik & Idrætskultur i gang med yoga, se video i højre kolonne.
Instruktør Riina Ali underviser i "Plej dine tømmermænd - yoga" med 19 måtter til rådighed. Et kig på deltagerne røbede nu ikke mange tømmermænd eller -damer.

I teltet er der adskillige boder og meget til salg i det officielle og alligevel private loppemarked fra 12 til 15.

Blandt de mange frivillige ses Pia Bøger, der sammen med Jes er kommet helt fra Viborg for at være aktiv omkring den gode ide at samle penge ind til spejderne og Klitmøller Idrætsforening, hvor deres søn, Mikkel, blandt andet har slået sine folder.
– Vi kan ikke lade være med at komme og være med som før. Uanset afstanden.
Pia laver popcorn til den store pop-medalje, mens hun af og til tager en slurk vand.
– Man skal huske at få væske indenbords i den her varme!

 

                         

Her er to andre frivillige med store smil endda. Rikke og Kamilla har sandelig ikke noget imod at blive fotograferet:
– Det her motiv af os to, det er bare megagodt!
– Så smiler I lige her i kameraet!
– Det gør vi også! Vi smiler alt det, vi kan!

Det kan godt være, at de smiler, men samtidig kan de simpelthen ikke lade være med at bevæge øjne, mund og ører, så fotografen må tage adskillige billeder:
– Nej, nu lukkede du øjnene!
– Og nu åbnede du munden. Der skal da godt nok mange fotos til …

Pigerne griner temmelig højt. Jeg begynder at overveje, om en video ville have været morsommere.
– Hov, der er kunder!
De to damer skynder sig over til kunderne. Men der kom da ét vellykket foto ud af anstrengelserne. Find selv det, du synes, er mest vellykket.

Børnene har hoppepuder nok og morer sig gevaldigt. Og Emil er den heldig vinder af en PS4, fordi han har netop den nøgle, der passer til. Her ses den åbenlyst glade vinder:

Festen slutter 15.00 søndag med Lykkelig Time (eller på engelsk af hensyn til de mange oversøiske tilrejsende: Happy Hour), hvor firmaer og privatpersoner har sponseret en masse gode ting og sager.

Auktionen bliver ledet af mester Preben Holler med Løndal som håndlangerske. Mange deltager i oprydningen bagefter, og styregruppen er tilfreds. Jane Bauer og Martin Eigenbroth mener, selv om kassen endnu ikke er gjort op, at sidste års overskud på omkring 40.000 bliver overgået i år til et sted mellem 50.000 og 60.000.

Der er stor tak til alle frivillige, og man må jo nok sige, at uden denne indsats ville alt være nul og niks. Igen kan man kun have agtelse for folk, der uden vederlag og ikke for egen vindings skyld kaster sig ud i at hjælpe til, hvor man kan få sat en fod ind. På den måde bliver det en vind-vindsituation, for spejderne i Klitmøller og Klitmøller Idrætsforening får overskuddet samtidig med, at der over tre dage skabes et fælles festligt frirum for byens befolkning med mange fine indslag. Endnu noget, der kendetegner en by som Klitmøller.

 

Andre indlæg, du vil synes om

Lukket for kommentarer