Skovens dag

Skovrider Ditte Svendsen:

– Formålet med Skovens Dag er at vise skoven frem, når den står allersmukkest, og vi kunne næppe have en skønnere dag end i dag.

Temaet i år er skovens historie. Vi inviterer alle, der har lyst til at bidrage med noget, med, og her er i dag blandt andre spejderne, Thisted Kommune og Nationalparken. Hertil forskellige frivillige fra foreninger, så håber vi, at mange har lyst til at deltage.

– Vi har Biologiens Dag, Naturens Dag og Nationalparkens Dag, men Skovens Dag er den ældste arrangeret af Naturstyrelsen, Friluftsrådet og Dansk Forstforening, og derfor er de private skove også med.

– Før havde vi en hel dag og et meget stort arrangement, og folk kunne komme og gå hele dagen. Sådan et sted som her ved Nors Sø kunne der dukke 1.500 op. Nu er det skåret ned til tre timer, og ambitionsniveauet er skruet ned, men alligevel vil jeg skønne, at der kan komme mellem 100 og 300 mennesker. Det er meget vejrafhængigt. Er det for koldt, bliver folk hjemme, og er det for varmt, tager de måske hellere til stranden. Netop i dag synes det perfekt.

– Vi ved fra undersøgelser, at skoven er det sted, flest mennesker søger hen, når de vil i naturen.

Et kvarter senere bevæger en gruppe sig ud på en gåtur i skoven, hvor Ditte fortæller. Skoven her er plantet omkring 1900, så intet træ er ældre end 118 år. En masse er dog nyere.

– Her er et egetræsfelt, siger hun undervejs og peger.

– Her er en samling ædelgran, den mest hårdføre af dem alle.

– Her er Sitkagran, men den ønsker vi ikke længere. I 1805 havde Danmark kun en skovbevoksning på omkring 4%, og i dag er den oppe på 14%. Målet er de næste 100 år at komme op på hele 25%. Hvor vi dengang prøvede og prøvede at plante forskellige træer og en del uden held særligt her i Thys vestre del, hvor der havde været havbund. Først i anden halvdel af 1800-tallet var der mere held med at plante træer. I den forstand er Thy et forholdsvist ungt skov-område, men vi har heldigvis Nationalparken, der vel betyder, at i dag er Thy det område i Danmark, der er dækket af mest skov.

Ude på pladsen er der forskellige legemuligheder. Et sted stiller Klitmøllerspejderne op og tiltrækker både børn og forældre.

Et andet sted er der bueskydning, et tredje vises mountainbikecykler frem, og kommunen har et infotelt sat op. Inde i skoven hænger der på udvalgte træer quiz-materiale til ungerne, som de kan besvare. Vidste du for eksempel, at en eg kan blive 1.500 år gammel?

Ditte Svendsen kan snakke skov om ikke i alle 1.500 år, så dog i en betragtelig tid. Så meget ved hun om skoven, og man kan godt gå hen og blive træt i hovede og ben.

Heldigvis er der plads ved bord-bænkesættene til ældre, trætte mennesker, men der er også plads til os andre.

Skovrider Ditte Svendsen

 

Andre indlæg, du vil synes om

Lukket for kommentarer