Artikelserie om mild narko: Duften af en græsmark

Artikelserien “Mild Narko” omhandler det i ens tilværelse, man godt kan blive en smule afhængig af. Det har naturligvis intet med narko at gøre, så du kan roligt læse med.

En dag cyklede vi en tur. Ud på landet. Pludselig bremsede jeg og sprang af cyklen. Sprang og sprang. I betragtning af min høje alder er det måske en anelse mere sandfærdigt at påstå, at jeg stod af cyklen under udfoldelse af knagen og bragen og støn og suk og gammel knogleraslen.

Men i min hjerne sprang jeg let og elegant af cyklen, så min kære hustru måtte bremse hårdt op.
– Snus, sagde jeg og åndede selv dybt ind. – Hold kæft, Karoline. Kan du mærke det?
– Hvad, sagde hun en smule irriteret og tog mobilen frem for lige at tjekke de seneste Facebookligegyldigheder. En redaktør af en blog havde lagt et billede af sit fjerde barnebarn, netop født, på. My foot, som de siger!
– Jeg har vel været seks eller syv år, da naboen, der var husmand, skulle slå sin græsmark. Jeg var med, fordi naboens søn var min kammerat. Der var ikke kørt meget med græsslåmaskinen, før jeg opfattede en stærk og god duft, der havde med det nyslåede græs at gøre. Jeg blev helt salig over den duft.
– Nå, svarede hun og SMSsede en hurtig  besked til vores datter. “Far er på den igen. Hvad er modgiften?”.
– Kan du ikke fornemme den næsesønderrivende duft, spurgte jeg hende.
– Du har fortalt om den græsmark en million gange.
Jeg opgav at argumentere mod så ufatteligt løgnagtige og stærkt overdrevne insinuationer. Jeg har tidligere forsøgt at belære hende om, at hvis jeg skulle have fortalt det en million gange, og vi kan vel antage, at det hver gang tager et minuts tid at fortælle, ville det i tid svare til  2 år og 8 måneder under forudsætning af 8 timers søvn hver nat, og vi har da ved gud andet at lave.

Ingen verdens parfume kan slå den duft i dag. Når jeg en sjælden gang kommer i nærheden af sådan en mark, ja, selv en græsplæne kan somme tider fremkalde duften, må jeg standse, og så står jeg der og ser dum ud, fordi jeg pruster og snuser ind åbenbart, så forbipasserende bliver betænkelige og forestiller sig et svagt hjerte og rygerlunger.

Nej, det er ikke det. Det er barndommen, det fortabte land, der aldrig kommer tilbage, som man siger, og dog. Her er duften, der giver mig et sus tilbage til hin mindeværdige sommeraften, hvor Theodor slog sit græs og lod mig, en lille snottet knejt, stå og fornemme duften af noget, der varer mange år.

Andre indlæg, du vil synes om

Lukket for kommentarer