Artikelserie om mild narko: Film

Artikelserien “Mild Narko” omhandler det i ens tilværelse, man godt kan blive en smule afhængig af. Det har naturligvis intet med narko at gøre, så du kan roligt læse med.

Alt for sjældent desværre bliver jeg høj af at se en film. “Woodstock” gjorde det i 1970, men det var vel mest musikken og ikke filmmediet, der fangede mig.

Men så kom Milos Formans “Gøgereden” i 1975 og slog benene væk under mig. Fordi filmen indeholdt alle de ingredienser, der skal til, hvis man skal forlade biografen som en delvist ændret person. Historien og den halvsnuskede og halvt voldelige småkrimininelle McMurphy, der havner på den lukkede uden egentlig selv at vide det, rammer lige i solar plexus. Han tror, han bare kan forlade instituttet, hvis han vil, men på et tidspunkt går det op for ham, at det bestemmer lægerne og sygeplejerskerne. For ham bliver det herefter en kamp mod overmagten, hvor det hidtil har været tale om drillerier og om at have det sjovt. Samtidig – og det er her, at filmen for alvor rører ved en, skildres de andre stakler, der alle er indlagt frivilligt, fordi de ikke kan klare tilværelsen udenfor. Hvem kender ikke til nedture og uformåenhed og magtesløshed? De har alle fundet sig til rette i denne lukke verden, der styres af oversygeplejersken, miss Ratched. Hun bestemmer alt og er virkeliggørelsen af personlig ufrihed.

Den aften, World Series udsendes, vil McMurphy gerne se finalen i baseball, men det omhyggeligt udarbejdede dagsskema levner ikke plads til den slags, og miss Ratched kan kun beklage, at der ikke er mulighed for at se det. Han gør oprør, gør han. Han sætter sig surmulende hen foran fjernsynet, der er slukket, og så lader han pludselig, som om det er tændt og råber med og skriger op og jubler og hujer, så de andre på afdelingen kommer hen og deltager.

Det er en sand kamp om magten mellem de to. Filmen rev mig med, for den handler om frihed; ikke bare om individets frihed i et samfund, men om den personlige frihed. McMurphy viser sig – naturligvis – at være den ægte frihedselskende, der både har forståelse for de andre patienter, og for at behov er til for at blive dækket. Han kæmper med næb og klør, og – taber.

En anden hovedperson i filmen vinder, så der er trods alt håb.

Det er en film, der skærer ud i pap, hvad frihed er for et ord. Man bliver glad og taknemmelig over at leve i et samfund, der garanterer den enkeltes ret til at leve stort set, som man vil. Stort set? Ja, for loven skal overholdes.

Andre indlæg, du vil synes om

Skriv en kommentar!

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *