Artikelserie om mild narko: Opera

Artikelserien “Mild Narko” omhandler det i ens tilværelse, man godt kan blive en smule afhængig af. Det har naturligvis intet med narko at gøre, så du kan roligt læse med.

I en ret sen alder var jeg optaget af noget arbejde på mit kontor, da en arie ovre fra naboen kom til mig gennem mit åbne vindue. Opera er noget, man gør grin med, og jeg lukkede vinduet.

Om aftenen stod jeg og børstede tænder, og melodistumpen begyndte i min hjerne. Irriteret prøvede jeg en lettere omskrivning af Kim Larsens Om lidt er vi borte, men operamelodien var ikke sådan at komme af med. Den satte sig fast, fortrængte Kim Larsen, men jeg tænkte, at næste morgen ville den være borte.

Om natten vågnede jeg med et sæt. Melodistumpen kørte rundt, og jeg havde svært ved at falde i søvn igen. Stædigt og alligevel blødgjort i en vis forstand tænkte jeg næste dag på, hvor den mon kom fra. Efter fyraften gik jeg over til naboen og hentede en CD med Luciano Pavarotti og Giacomo Puccinis opera Turandot.

På den CD fandt jeg melodien, Nessun Dorma. Jeg blev grebet, hvilket er et mildt udtryk. At høre den sang fremkaldte så mange og så forskellige følelser som aldrig før, når vi taler om musik. Jeg har ellers oplevet Beatles lige fra 1962 (“Love me do”) over P3 og Mylle og Poprunden hen over Rolling Stones og Kinks og Who og troede, at sådan var god musik. Rytmisk, til at komme i godt humør over. Men det her??

Jeg satte CDen på, når jeg kom hjem og startede den forfra og forfra, mens jeg lavede andre ting. Den kørte simpelthen i baggrunden 24/7, som det hedder i dag. Jeg læste om handlingen, hvor store følelser er på spil. Et slags eventyr om en prinsesse, der giver sig selv i udbud til den bejler, der kan klare tre opgaver. Ellers er det af med hovedet. Det kan man filosofere mange timer om i forhold til den virkelige verden; men musikken er ret enestående. Især med Pavarottis guldstemme.

Jeg fik overtalt min kone til at overvære operaen, og det blev en stor oplevelse. Derfra lånte og købte jeg talrige andre operaer, og det var mig en stor glæde, at jeg fik følgeskab af den engelske seriekrimi “Inspector Morse”s kriminalinspektør, der også hørte opera hele tiden. Han er død; jeg skal dø; men operaen dør aldrig.

Andre indlæg, du vil synes om

Skriv en kommentar!

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

1 Kommentar

  • SVAR

    Opera til alle tider og alle situationer. jeg nyder det. Og nessum dorma kommer ingen umærket over, den sætter sig – den melodi. Jeg kører en del for tiden og har tit en cd med opera i bilen, den spiller jeg over mange gange og pludselig får man fat i alle nuancerne. jeg har sat mærke på dem, jeg skal have med på plejehjem, hvis, når den tid kommer. Ingen popmusik, kun klassisk vil jeg slumre ind til.