Artikelserie om mild narko: Sibelius

Fra Sibeliusmonumentet i Helsinki

Artikelserien "Mild Narko" omhandler det i ens tilværelse, man godt kan blive en smule afhængig af. Det har naturligvis intet med narko at gøre, så du kan roligt læse med.

I august cirka 1974 kom jeg ind i min 10. klasse, sagde godmorgen og trykkede på startknappen på klassens  kassettebåndoptager. Eleverne gloede op på mig, da noget violinmusik strømmede ud af højtaleren. Efter 20 sekunder slukkede jeg uden nogen form for forklaring og gik i gang med danskundervisningen, som om intet unormalt var sket.

– Hva … Hvorf …, kom det fra et par stykker. Jeg verfede dem af og gik videre i teksten.

Næste time gentog sig på samme måde. Jeg kom ind og startede båndoptageren, og det samme stykke musik lød i 20 sekunder.

14 dage godt og vel gik på den måde. I hver eneste time spillede jeg det samme stykke musik. Eleverne holdt op med at spørge, hvorfor de skulle belemres med det der og fandt sig i at lytte de 20 sekunder. En dag var der en elev, der forsigtigt spurgte, om de ikke måtte høre bare 20 sekunder mere? Nej, svarede jeg. Ikke længe efter hørte jeg ude fra gangen en elev fløjte den melodistump, de nu havde hørt 20 gange. I den følgende time valgte jeg at afspille en anden stump, og tilsvarende hørte de så den i 14 dage. Sådan blev jeg ved, og først op til efterårsferien fortalte jeg dem, at de lyttede til udvalgte uddrag af en finsk komponist, der hed Sibelius, Johan Julius Christian med kunstnerfornavnet Jean,  og at musikken var fra hans 2. symfoni i D-dur, opus 43, ca. 45 min. (1902/03), den mest kendte af hans 7 symfonier.

Men jeg fortalte dem også, at jeg havde bestemt, at hele klassen efter efterårsferien skulle overvære en klassisk symfonikoncert i nærmeste større by, og det var just denne symfoni, vi skulle høre.

Trods skepsis og større eller mindre modvilje lykkedes det at få alle med til koncerten.Vi tog en offentlig bus, for dengang skulle vi spare, og der gik udmærkede og velopvarmede offentlige busser den vej.

I koncertsalen satte de sig på deres pladser, en smule benovede, for de kunne godt se det usædvanlige i at sidde sammen med mange, fint påklædte voksne. Jeg var også spændt.

Da orkestret satte i, åbnede flere af drengene munden med et Nååå, da, da! Overrumplet af den voldsomme dynamik i musikken sad de musestille og lyttede. Og lyttede. Hele symfonien, alle fire satser. Ingen sniksnak.

Bagefter var de fulde af lovord og overraskelse, da vi kom ud. Jeg har aldrig tænkt over, at jeg kunne lide sådan noget gammelt musik, sagde en. En anden mumlede, at det havde de godt nok aldrig hørt hjemme, for hans forældre kunne ikke lide den slags "kirkemusik". En tredje mente, at hun bestemt kunne se Finland for sig, hvilket glædede mig, for vi havde haft nogle timer om Finland, finske kunstnere og finsk historie. Selv skeptikeren over alle, Ole, mente, at det absolut ikke var sidste gang, han skulle til klassisk koncert.

Da vi var hjemme igen på skolen, forekom det mig, men det kan selvfølgelig være et fejlsyn, at de var flere hoveder højere end deres kammerater.

 

Andre indlæg, du vil synes om

Skriv en kommentar!

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

2 Kommentarer