Benedicte Albrectsen: I Danmark er jeg født

”Men hvor er så hjemme?” Min datters legitime spørgsmål klinger som et ekko i min bevidsthed. Det var sikkert klodset af mig i går, da jeg begyndte at forklare, hvorfor vi taler så mange sprog i familien, og hvorfor vi bor i Malmø. Børnene er endnu for små til at forstå; men det skal såmænd hurtig gå op for dem. I børnehaven, eller ”Dagis” som det hedder her, snakker de mest Skånsk med hinanden. Jeg forsøger at holde mig til Dansk, men eftermiddagsmad kalder vi mest for ”fika” og dagen starter gerne med ”frukost”. Vores fællessprog er ellers Engelsk, og når børnene vil opnå noget fra deres far, som er fra Nigeria, plager de på Hausa.

En gang om ugen skipper jeg min multietniske hverdag, for at dykke ned i mine egne forfædres historie. Sammen med Lotti følger jeg et kursus i slægtsforskning i Dalby forsamlingshus. Nu holder hendes lille Peugeot og venter på mig udenfor vores rækkehus. Hun dytter tre gange. En lang og to korte. Ligesom hun plejer. Jeg kigger hastigt på billedet fra Matthias dåb der sidder fast i entréspejlets guldindfatning. Et billede af en lykkelig familie. Mit lyse hår og blege hud ved siden af deres chokoladebrune farver. Det er næsten fire år siden billedet blev taget. Jeg skynder mig at samle nøgle, hue og solbriller sammen, hvorefter jeg åbner hoveddøren ud til efterårsblæsten, der gennemsuser vores lille forhave.

”Kom nu”, vinker Lotti bag bilruden. Hendes brune øjne ler mod mig fra førersædet. Hun har friske røde kinder, og hun har sit tykke nøddebrune hår med begyndende grå strejf i klippet i en kæk page. Jeg dumper ned på passagersædet. Efter et hastigt kram starter hun motoren og sætter kursen ud på vejen som fører via Staffanstorp til Dalby.

Det er aldrig tavst, når vi er sammen. Med dæmpet baggrundsmusik fra bilens lydanlæg – Bo Kaspers orkester lyder det som -, opdaterer vi hinanden om småt og stort som har hændt, siden vi sås for et par dage siden. Jeg tager min mobiltelefon frem. Lotti navigerer. Som de fleste andre deltagere på kurset, har vi også meldt os ind i en af de genealogiske webforsamlinger man kan google sig frem til, og som støtter os i gravearbejdet efter vores forfædre. Vi er allerede blevet ret ferme til at søge og læse lægdsruller, folketællingsbøger og skoleprotokoller på nettet. Vi har også bestilt DNA-profilerings-kit til os selv og til udvalgte familiemedlemmer. Vores spytprøver befinder sig nu på et laboratorie i Texas, og de har lovet at vi skal få svar i løbet af dagen.

Visse familierygter har måttet undersøges. Blandt andet at min morfar skulle stamme fra Baskerland og at hans mor kom fra Skåne. Min morfar var høj og mørk og solgte papirsposer til Københavns bagere og grønthandlere. I mellemkrigsårene skaffede han sig en baskerhue for ikke at blive mistænkt for at være jøde. Hans mor skulle efter sigende komme fra Skåne. I min søgning har jeg hverken fundet tegn på spanske eller svenske tråde i morfars familie. Eller jødiske, for den sags skyld. Fra folketællingerne står det klart, at hans mandlige slægtninge arbejdede som bagere, mest i nærheden af Skive, og at hans mor kom fra Allborg med rødder til en skomager fra Gøteborg som slog sig ned på Mors omkring 1800.

På min mormors side er der mere styr på slægten. De kommer fra store gårde i Thy og der er samlet slægtsbøger og skrevet romaner om deres liv og aner, som kan føres tilbage til klanerne Rotfeld, Griis og Vognsen. Lotti ironiserer over min baggrund i den nordjyske bondeadel. Når man først har fat i en slægtslinje, som har overlevet kolera og pest og som forener sig med en ridderåre, er der ingen grænser for hvilke blåtonede blodsbånd, man kan være efterkommer af. Hun slår fast, at der med mere end 200 millioner mulige efterkommere af Gorm den Gamle, må herske en vis usikkerhed om mit eventuelle slægtskab med Gorms søn Val-Toke og en lignende tvivl om han nu også kan være identisk med den Toke Gormsen, der faldt i slaget ved Fyrisvolden år 985 udenfor Uppsala. ”Så tokigt!” afslutter hun.

DNA bliver alligevel så hurtigt spædet ud mellem generationer, at man i gennemsnit bare har en ottendedel til fælles med sin kusine eller fætter. Lige så meget eller lidt, som man har tilfælles med hver af sine otte oldeforældre. Og når man så går mere end 30 generationer tilbage til Gorm den Gamle, ja så er der ikke meget fælles DNA tilbage, med mindre der er kusineægteskaber og fjerne kusineægteskaber undervejs - og hvordan skal dét for resten også kunne undgås, når der ikke var mere end 900 tusinde mennesker i Danmark i 1800, og endnu færre på Gorm den Gamles tid?

Lotti er gået godt i gang med sine udredninger, og jeg hører kun efter med et halvt øre, optaget som jeg er af at tjekke meddelelser på min telefon, for at se hvor langt de er kommet i Texas med at analysere vores spyt.

”Guuud, nu er det kommet,” opdager jeg.

”Skrika inte så,” formaner Nina, ” vi riskera hamna i diket”.

”Undskyld, men nej. Ih altså. Ej. Jeg er altså 97% skandinavisk, 1.3% finne og 1.7% balter … ikke en brøkdel kommer fra Sydeuropa”.

”Og min mor. Hendes svar er også kommet. Vent lige lidt”.

Jeg fumler mig frem til resultatet af min mors spyt-DNA.

”100% skandinavisk”, rapporterer jeg lidt efter. ”Ingenting andet. De skelner åbenbart ikke mellem Dansk, Norsk og Svensk”.

”Ditt resultat var oväntat, men ändå väntat, eller hur?” Lotti smiler til mig. ”Så vet du. Är du nöjd?”

Et dybt afslappende suk presser sig på, fra den nederste del af maveregionen. Jeg opfatter Bo Kaspers karakteristiske stemme: ”Vilka tror vi att vi är?”. Det føles næsten som om et hidtil umærkeligt bånd til fortiden knyttes.

Jeg har knapt opdaget, at vi er kommet frem til Dalby forsamlingshus. Lotti parkerer bilen.

”Kom nu!” Hun skynder på os. Lidt efter træder vi ind i fælleslokalet, hvor der dufter af nylavet kaffe og friskbagte kanelboller. Björn Eriksson, en lyshåret blåøjet fyr i slutningen af trediverne der plejer at tale ivrigt om hvad det betyder at være rigtigt svensk, sidder for sig selv i det fjerneste hjørne af lokalet med sin ipad og ser fortabt ud. Estrid Larsson, en pensioneret professor i litteratur fra Lunds universitet, fordeler kopper og servietter til de fremmødte, mens vores lærer Lars Gunnarsson forbereder sin indledende præsentation om redskaber, han har anvendt til at klække gåder i sit slægtskabstræ.

”Vi nåede det lige akkurat”, hvisker jeg til Lotti, som allerede har åbnet sin computer for at lede efter sit DNA-svar. Hun er så optaget, at hun knapt ænser mig eller Estrids kaffeservice. Estrid, som har lagt mærke til at jeg betragter Björn Eriksson, puffer mig i siden og hvisker at han lige har opdaget at mere end 20 procent af hans DNA tyder på Ashkenazisk jødeslægtskab. Jeg undertrykker en fnisen.

”Kolla!” Lotti trækker mig over til sig og peger på skærmen. ”Nästan 18 procent Skotte, Irländer och Waliser”. Hun henviser til sin farfar som har været ukendt for familien, bortset fra at de ved han kom fra Halland. ”Annars är jag som du,” griner hun og ser på mig, ”… fast i andra proportioner. Mycket finska. Måste bero på min samiska bakgrund.”.

Efter den korte fælles genemgang henvender Lars Gunnarson sig til mig. ”Jag hittade en web-sida med adelsköld som du kanske vill se?” siger han. Han emailer et link til mig så vi kan studere siden på min smartphone. Rotfeld-slægten læser jeg, har fået sit navn på grund af våbenskjoldets røde baggrund, hvorpå tre sølv-ibskaller er placerede. I Danmarks adelsbog på nettet står der at ”Ibskal eller ibsskal, er skallen af kammuslingen Pecten jacobaeus L., som er almindelig langs Nordspaniens kyst. Den har fået sit navn, fordi pilgrimme, der rejste ad Jakobsvejen for at besøge Sankt Jakob den Ældres grav i Santiago de Compostela (Nordvestspanien), tog skallen med hjem som bevis. Navnet Jakob (Jacobus) blev på dansk sammentrukket til Ib”.

Med navne som Christen, Christensdatter og Christensøn i slægten kan man måske forstå, at det var vigtigt med det kristne. Som Hans Kirk beskriver det, var der en vis forskel på at sætte sin lid til ”Vorherre” og til ”Jesus”. Men fritænker blev man først langt ind på 1900-tallet, og længe prædikedes der ivrigt mod Darwin og Brandes fra de små landsbykirker i Thy og omegn.

Fra andre kilder er der ingen tvivl om at mine forfædre var gode til at rejse. En del skaffede sig rigdom ved at drive handel med Norge, og som der står i en slægtsbog fra 1898 ”fandtes der ganske vist talrige Sørøvere i Vesterhavet og Skagerak i den Tid, hvorom her er Tale — men vi kende fra langt senere Tid Historier om Sørøvere paa Vendsyssels og Thys Vestkyst, der vise, at Kaperi og Sørøveri i manges Øjne var en og samme Ting”.

Jeg suges let ind i sidehistorier, men vil benytte Gunnarson til at finde flere våbenskjold. Vi søger på Vognsen, som lader til at have fire grene. Et våbenskjold får det til at løbe koldt ned ad min ryg. Skjoldet har hvid baggrund med tre negroide hoveder på. Jeg stivner og håber inderligt. Men det går ikke at lukke øjnene for faktum og skrue tiden tilbage. Jeg kan ikke bortforklare for mig selv at våbenskjoldet men de mørke hoveder tilhører min gren af Vognsen. Jeg tænker på min lille familie derhjemme og er ved at kaste op. Gunnarson lægger armen bag mig på stolens rygstøtte, og forklarer at vikingerne også tog slaver fra England og førte dem til det, der i dag er Danmark, Sverige og Norge. Han får mig til at forstå, at den gyldne trekantshandel var efterdønninger og klimaks af en meget lang proces. Og det var jo ikke fordi man behandlede hinanden særlig godt her, heller. Tænk på Jens Vejmand, blinker han, og henviser til sangen om gamle Jens som huggede sten til han døde af det, men alligevel ikke kunne betale for sin egen gravsten.

Mine øjne er stadig fugtige, da Gunnarson opfordrer mig til at dykke videre ned i kilderne. Det tilfredsstiller min retfærdighedssans at opdage at sidste direkte mandlige Vognsen-efterkommer døde i midten af 1500-tallet. Det er dog en ringe trøst, og på vejen hjem knuger Lotti min hånd. ”Tack och lov för automatisk växel”, smiler hun, og jeg kan ikke lade være at grine. ” Människor som ingen vill se” lyder fra anlægget.

Jeg tænker på hvordan det blev som det blev. Hvordan Ebele og jeg mødte hinanden i USA på College hvor jeg var udvekslingsstudent. Hjemmefra opfordret af det danske uddannelsessystem med undervisningsministeren i spidsen til at søge erfaring udenlands. Og hvordan jeg så, da jeg forsøgte at vende hjem igen, en amerikansk uddannelse og en mand fra Nigeria rigere, blev forhindret af nye indvandrebegrænsende regler. Hvordan jeg ikke har kunnet søge dobbelt statsborgerskab indtil 2015 uden at miste mit danske, og hvordan Sveriges mere frisindede regelværk blev vores redning.

”Det her, som kom frem i dag, det kan jeg aldrig fortælle til Ebele”, snøfter jeg.

”Visst kan du så,” svarer Lotti, ”han forstår godt du ikke har noget med det at gøre”. Lotti slår altid over til Dansk når hun vil forsikre mig om noget.

Vi kører i tavshed. Laleh synger ” Bara få va mig själv”. Jeg tænker på, at jeg måske skal lade min mors gren af familien hvile lidt og en tid koncentrere slægtsforskningen til min fars, som kommer fra øerne.

Lotti dytter som hun plejer da vi ankommer til rækkehuset. I det samme dukker mine to små glade småtrolde op i hoveddøren. De har flettet håret med farveglade bånd og ser ud som pindsvin der har rullet sig i en pakke serpentiner. Ebele kommer til syne bag dem. De griner til os og vinker.

Lotti skal ikke med ind i aften, siger hun.

”Allt OK?” spørger hun inden jeg slår bildøren i, så hun kan komme videre.

”Ja, da”, svarer jeg.

”Tak for turen. Og tak fordi du fik mig sikkert hjem”.

_______________________________________________________

Faktaboks:

Benedicte Albrectsen (f. 1960) er født og opvokset i København. Hun er biolog fra KU, og siden 2005 forsker ved Umeå Plant Science Centre, Sverige. Mellem 2001-2003 boede hun med familien i USA, hvor hun arbejdede som postdoktor på Vassar College, NY. I sin fritid, bedriver hun slægtsforskning og skriver historier, som nogle gange havner på hendes blog: https://benseonline.wordpress.com/.

 Kilder til ”I Danmark er jeg født”:

Hans Kirk, ”Skyggespil” Gyldendal, 1953.

Finn Holbek, ”Skeel-Schaffalitzky, Santasilia - Stamtavler over danske adelsslægter, fra uradel til grever og baroner”

På nettet: https://finnholbek.dk/index.php, 2018-09-30

C. Klitgaard, ”SLÆGTENS SAGA, En Stambog for Efterkommere af Ægteparret Mogens Brix og Karen Pedersdatter Lassen, af Nørbjærggaard i Gjøttrup Sogn, V.-Hanherred”. P. Hansens bogtrykkeri, 1898.

Diverse on-line resourcer: WikiTree.com, Danishfamilysearch.com m.fl.

Forfatteren har tidligere bidraget med "Hvad kan vi gøre for miljøet?".

Andre indlæg, du vil synes om

Lukket for kommentarer