Bitten Lindgaard Gravesen skriver om et par episoder fra sin skoletid på en af Thys nordlige, nu nedlagte skoler. Vi er tilbage i tiden

Solen stod lavt ind gennem de små snavsede sprossevinduer. Der var en kvalm lugt af lumre madpakker, tavlekridt og våd uld. Det var efterår og det var buldrende varmt i klasselokalet. Centralvarmen havde gjort sit indtog og gjorde helt snakken om at kun kakkelovnsvarme duede, til skamme.

For der sad vi og svedte, så kroppen var helt våd under de hjemmestrikkede tykke trøjer. Der bredte sig tillige en dunst af sved fra armhuler og andre kropsdele. Thi den alder var vi allerede kommet i. Nogle mere end andre.

Den halvdøde spyflue var der endnu. Ind i mellem bevægede den sig lidt og der hørtes en sagte summende lyd. Så med ét tog pokker ved den og den snurrede et par omgange rundt om sig selv der i vindueskarmen. Så blev den helt stille.
Jeg havde siddet og kigget på fluen. Måske lang tid. I hvert fald for lang tid. Pludselig mærkede jeg en hvinende smerte over fingrene. Som en piskesnert. Geografilæreren stod med pegepinden over for mig og bad mig gå til tavlen og vise på kortet, hvor de forskellige hovedstæder og diverse floder var at finde.
Jeg anede det ikke. Jeg havde overhovedet ikke hørt efter. Hvad skulle jeg dog også med alverdens byer og floder?
Jeg havde været langt væk. Måtte han forstå! Helt ud over cykelskurets tag og videre ud i det uendelige, hvor jeg fløj af sted på de luftige skyer der duvede forbi og prøvede at gribe det uhåndgribelige. Der var da andre og vigtigere ting at beskæftige sig med end fremmede byer og al verdens floder og kanaler.
Jeg stod ude på gangen resten af timen.

En anden gang i regnetimen. To af drengene (ballademagerne) blev bedt om at komme op til tavlen.
Der tog læreren (som i dag nok ville diagnosticeres lænende op ad en sindssyge-tilstand) omkring begge drenges nakke og klaskede deres hoveder mod hinanden gentagne gange. Jeg skal aldrig glemme lyden. Gråden. Skrigene. Den fuldkomne rædselsfulde stilhed i klassen efterfølgende, da læreren tog dem med ud på gangen. Hvad der derefter skete, ved jeg ikke.
Jeg ved kun, jeg tissede i bukserne.
Og… Der var blevet smadret en rude ind til gymnastiksalen. Alle drengene kom i forhør. Læreren gik fra pult til pult. Fra dreng til dreng. Alle nægtede selvfølgelig. Da læreren kom til den sidste, fik han, uden at blive spurgt overhovedet, sådan en ordentlig lussing. Ja, så måtte det jo være ham!
Det var også helt almindeligt, at børn fra de finere hjem, det kunne være sognefogedens, præstens, bagerens eller købmandens (der skulle ikke meget titel til for klassikeres som fin) havde forskellige fortrin. De blev anset som de dygtigste. Og de blev hverken ignoreret eller forfulgt.

Det var i halvtresserne. Et sted ude på landet. Sådan var det dengang.
Men det var også dengang, vi sad i skolegården i en solstribe og spillede med marmorkugler eller spillede bold op ad den solvarme mur.
Eller når vi om vinteren havde sneboldkamp og senere kom ind med drivvåde støvler og stivfrosne vanter og bukser. Og de var endda lige blevet nogenlunde tørre efter turen til skolen tidligt om morgenen, hvor vi ofte skulle gå i meterhøje snedriver. Sådan huskes det.
Sådan var det! Ingen cykler! Ikke noget med at blive kørt af sine forældre.

Skolen dengang var hård og disciplineret. Meget anderledes end det vi ser i dag, hvor det til tider kan opleves som helt ureglementeret. Ikke at vi skal tilbage til dengang. Men måske lidt mindre samfundsudvikling og lidt mere disciplin…
Jeg vil aldrig ønske at gøre min skoletid om. Det skulle da være for at blive klogere.
Jeg kan desværre ikke bidrage med fotos.