Bliver man beruset af Glögg – eller?

Klik for større billede

Klik for større billede

KlitPosten.dk har beskæftiget sig med emnet beruselse i forbindelse med indtagelse af glögg. Klik og læs her.

Alkohol fordamper ved 78°. Det står videnskabeligt fast. Men betyder det så, at den varme glögg overhovedet ikke gør noget som helst, så du bare kan køre bil bagefter? Det har KlitPosten.dk påtaget sig at undersøge.

Svaret er ikke helt enkelt. Godt nok fordamper alkohol ved 78°, men forskellige faktorer hindrer, at den fordamper helt.

En faktor er, hvor længe alkoholen befinder sig i den varme gryde. En anden faktor er, hvor varmt der er i gryden. En tredje faktor er, hvor længe den får lov at dvæle der.

Så det er lidt svært. Den forholdsvis modne og i hvert fald ædru redaktør har sat sig for at afprøve sandhedsværdien i udsagnet: Når man drikker glögg, bliver man fuld.

Til det brug har SPAR Klitmøller bevilget et alkometer i forbindelse med den udskænkning af glögg, SPAR  tilbyder med hjælp af Palle Frost som glöggdesigner, og jeg har bestemt, at tre halve plastikkrus må kunne gøre det. Der er cirka omtrent 12 centiliter (svarende til en officiel vin- genstand) i sådan et krus, og halvdelen svarer til 6, hvorfor det, jeg drikker, i alt er på 18 centiliter. Men det er ikke vin. Det er lidt af hvert, herunder snaps og rom. Var det ren snaps, havde jeg drukket en 8-9 genstande. Hik for søren.

Det første glas har en temperatur på 59°, hvilket på ingen måde kan få alkoholen til at fordampe. Vi husker, at der befinder sig både snaps og rom og rødvin i gryden. Næste glas er steget til 67°, og det tredje glas ligger på omkring de 80°.

Der er altså ingen chance for, at alkoholen kan forsvinde. Måske burde jeg have ventet, til glöggen var noget varmere. Men Palle tager ingen chance og sørger hele tiden for, at blandingen i gryden aldrig overstiger 90°.

Så puster jeg i det lidt genstridige alkometer. Jeg får hjælp af både Søren og Johnny, og det lykkes mig at puste ballonen op. For det skal man. Derefter siver luften lige så stille gennem det lille glasrør, hvor befinder sig noget gult. Hvis det bliver grønt, står der, så må man ikke køre bil.

Se på billederne. Blandingen er vel mest grøn. Så jeg må lade bilen stå og gå hjem. Det er ikke svært, for bilen står allerede hjemme, trygt og solidt i carporten, og fortovet er så bredt, at man også kan cykle på det.

Vel ankommet derhjemme klapper jeg bagdelen på min bil, stikker den forkerte nøgle i døren og siger halvhøjt for mig selv: Beruuuset? Gu´er jaj sgudatte beruset.

Andre indlæg, du vil synes om

Lukket for kommentarer