Busch og tog

Johnny Busch har siden 2014 beskæftiget sig med en bestemt hobby. Den foregår i et værelse, der ikke bruges til andet. I dette værelse befinder sig et regulært trafikknudepunkt. Nemlig en modeljernbane med tilhørende huse, veje, biler, broer, tuneller, bjerge, dale, træer - og tog.

Her tilbringer Johnny en del tid med at fikse, ordne, styre, arrangere, standse, starte, køre og bremse disse tog.

Johnny er slet ikke færdig med sin togbane. Det er i høj grad processen, der optager ham. Så meget, at han kan finde på at køre helt til Skjern for at købe nogle af de bette ting, der ligner tro kopier af virkelige tog, lastbiler og andre køretøjer samt bygninger.

– Har du nogensinde før beskæftiget dig med sådan noget?

– Nej, aldrig. Det er bare en drøm, jeg havde. Det er jo en dyr hobby, det ved jeg godt; DSB-toget kostede 3.300 og Arrivatoget 2.900. Et MY-tog koster 2.200 til 2.400, så ja!

Johnny låser sit glasskab op og viser stolt hylderne med al slags tog frem.

– Du skal da have stor fingersnilde, når du også selv skal male og sætte for eksempel spejle på en lastbil?

Han laver meget af tingene selv eller sætter delene sammen.

– De er ved at være godt brugt, men jeg kan da stadig!

Johnny viser et par malerier frem. En del af dem består af bitte små prikker, som man næsten skal have forstørrelsesglas for at kunne se. Han viser en bette stol frem:

– Denne stol er lavet af tre dele! Billardkøen skal også være der. Som denne bil: Spejle og alt det skal jeg selv sætte på.

Han har minsandten også en flyvemaskine, en lille to-motorers propel.

– Sådan en skal man selv samle og lime.

– Men du har ingen flyveplads?

– Bare vent.

På kystvejen er der et sted et skilt, hvor der står Bon-bon Museum. Kommer der mon et lignende skilt på Ørhagevej med ordet: "Modeljernbane"?

– Har du af og til åbent hus, eller er der adgang for publikum?

– Der kommer somme tider nogen, der spørger: Må vi ikke lige se din togbane? Det rygtes jo. Så får vi som regel en bajer.

Se flere billeder fra Johnnys modeljernbane her.

Andre indlæg, du vil synes om

Lukket for kommentarer