Dennis Defekt: At be eller ikke be

Dennis Defekt er journalist og meningsindehaver. Hans holdninger er ikke altid flot velbegrundede, men han giver udtryk for centrale problemstillinger. Læseren bedes ryste på hovedet, smile bredt, irriteres eller blive vred, men engageret journalistik og meningshaveri udløser en slags reaktion. Dennis påstår selv, han er borgerlig med venstreorienterede holdninger hen over midten. Han er vistnok imod kongehuset, men synes, at kronprinsen og kronprinsessen gør det godt. Han er principielt mod militæret, men kan godt se det fornuftige i at vise muskler. Han er ikke meget for religion, men er lidt misundelig på dem, der har en usynlig ven. Han synes, at staten blander sig i alt for meget, men der skal være et ordentligt velfærdstilbud. Visse folketingsmedlemmer gider han ikke, men når de nu er blevet valgt gennem frie, demokratiske valg, er der ikke meget at gøre.
Så han har en hel del dilemmaer at forholde sig til.

Tro kan i virkeligheden ikke diskuteres. For den, der tror, er der en gud foroven, der råder for alting. For den, der ikke tror, er det noget værre vås. Den, der tror, kan se talrige beviser for en guds eksistens; den, der ikke tror, ser ingen sammenhæng mellem en gud og alt det, der sker med os mennesker. Den, der tror, har lært det af voksne. Den, der ikke tror, kan blive noget forvirret over, hvor mange guder, der findes på jord!

Den, der tror, har et svar på livets gåder. Jorden er skabt af en gud, der også samtidig har skabt os mennesker, med hvem han har en mening. De hellige bøger for eksempel som biblen og koranen er skrevet af gud himself.

Den, der ikke tror, er henvist til det, som videnskaben kan fortælle og så i øvrigt ryste på hovedet over, at milliarder af mennesker fødes, lever og dør til ingen nytte i et slags absurd teater, spillet for ingen og uden forfatter.

Til sidst apropos TV den 10. februar fra Sønderjylland: Det hedder altså bad i datid, ikke bedte!

Andre indlæg, du vil synes om:

Lukket for kommentarer