Dennis Defekt: Fehmernfejlinvestering

Dennis Defekt er journalist og meningsindehaver. Hans holdninger er ikke altid flot velbegrundede, men han giver udtryk for centrale problemstillinger. Læseren bedes ryste på hovedet, smile bredt, irriteres eller blive vred, men engageret journalistik og meningshaveri udløser en slags reaktion. Dennis påstår selv, han er borgerlig med venstreorienterede holdninger hen over midten.

Trafikminister Benny Engelbrecht meddeler, at næste år begynder den egentlige fase med Fehmern-forbindelsen

Den måske mest tåbelige beslutning til dato?

Den sandsynligvis mest unyttige investering i Danmarks historie er vedtaget af Folketingets flertal.

Næste år starter byggeriet af tunnelen under Femern Bælt nemlig, har et politisk flertal besluttet.

- 1. januar 2021 kan vi tage det første spadestik til det, der efter godt otte år etablerer en ny, fast forbindelse mellem Østdanmark og Tyskland, lød det fra transportminister Benny Engelbrecht (S) på et pressemøde.

Togpassagerer og bilister ventes at kunne køre fra Rødby til Puttgarden og retur på 10 minutter i bil og syv minutter i tog fra midten af 2029.

- Forbindelsen vil bidrage positivt til vores handelsliv, vores turisme og vores erhvervssektor over en bred kam, og så vil den skabe arbejdspladser allerede nu, siger Benny Engelbrecht.

Han glæder sig desuden over, at tunnelen vil være med til løfte Lolland-Falster og også bidrager til Danmarks grønne omstilling med en elektrificeret jernbaneforbindelse på strækningen.

Men …

"Løfte Lolland-Falster"? Måske i byggefasen. Men ikke senere.

Derimod er følgende fakta:

EU støtter projektet med bare 4,4 milliarder kroner. Interessen for privat finansiering er begrænset, og Tyskland ønskede ikke at stille statsgaranti, hvorfor hele den økonomiske risiko ender hos Danmark. De samlede omkostninger for Femernbælt-forbindelsen forventes at blive 64,4 milliarder kroner inklusive landanlæggene på begge sider. Selve sænketunnellen forventes at koste 54,9 milliarder. Dermed er forbindelsen den suverænt største trafikinvestering i danmarkshistorien, og den bliver mere end dobbelt så dyr som Øresundsbroen.

Hertil kommer, at Scanlines færger vil kunne konkurrere på prisen og dermed opretholde færgefarten, selvom tunnelen ved Femern Bælt bliver en realitet.

Kun København og dele af Sjælland vil få glæde af den. Men hvem skal betale? Jeg tror ikke, jyder og fynboer slipper …

Især vil svenskerne profitere af den.

Jeg synes, man har haft klap for øjet, fordi der var en alternativ mulighed.

En Als-Fynforbindelse ville kunne gavne mange flere danskere. Den ville ikke forlænge tiden fra København til Hamburg væsentligt. Den ville til gengæld få hele Fyn og Sønderjylland til at blomstre, fordi virksomhederne får nogle helt nye muligheder for samhandel med syd.

Hvorfor borgerlige partier er så vilde med Fehmern-forbindelsen, står hen i det uvisse. Men sådan er der så meget, vi vælgere ikke forstår.

Andre indlæg, du vil synes om:

Lukket for kommentarer