Dennis Defekt: Om et net, der kun fanger de små

Jeg har endnu ikke  mødt et menneske, der forklarer svindlen med 12,5 milliarder  i Danmark - eller nu 410 milliarder i flere europæiske lande -, som forståeligt og helt i orden. Det er heller ikke i orden for os andre at snyde i skat, skrive mere kørsel på end sandt, glemme en ekstra indtægt, man havde, da naboen betalte en for noget ekstra hjælp og i den dur.

Til gengæld har jeg ikke mødt nogen, der ikke har undret sig over den forskel, der er i behandlingen af små og store sager i det offentlige.

Små sager undersøges og tjekkes med en nidkærhed, der er helt i top; får du efterløn, bliver du truet med bål og brand, hvis du glemmer at oplyse, at du lige har fået feriepenge udbetalt for eksempel. Feriepengene administreres af det offentlige, da det ikke formodes, at almindelige mennesker selv kan tage vare på den slags. Vi er for umodne og behøver naturligvis barnepige på området.

Store sager, ja lad os da bare nævne en vis Britta, der efter sigende i fred og ro har malket de offentlige kasser i 16 år for 111 millioner gode, danske beskattede kroner, ovenikøbet beregnet til fattige og svært trængende familier og andre prisværdige formål hos foreninger, der tager sig af de svageste; hun tjekkes ikke. Det var et rent tilfælde, at hun blev opdaget og nu mistænkt og derfor efterlyst. Men har du modtaget understøttelse en gang for meget og ikke opgivet det, forfalder du straks til en anklage, hvor du risikerer fængsel. Sidder du i en bank, der er dansk, og kommer der en russer ind med en kuffert penge, tager du da bare imod og siger tak til og får et pænt stort gebyr i stedet. Går jeg ind i en bank for at veksle 2000 kroner til euro, skal jeg underskrive og tjekkes for, hvor de penge kommer fra, for ellers …

Det er et underligt samfund, hvis net kun tager de små fisk og ikke de store.

Andre indlæg, du vil synes om

Lukket for kommentarer