Dennis: Hvordan en fremmed pludselig bliver en ven

Dennis Defekt er journalist og meningsindehaver. Hans holdninger er ikke altid flot velbegrundede, men han giver udtryk for centrale problemstillinger. Læseren bedes ryste på hovedet, smile bredt, irriteres eller blive vred, men engageret journalistik og meningshaveri udløser en slags reaktion. Dennis påstår selv, han er borgerlig med venstreorienterede holdninger hen over midten.

Her er en lille historie om en fremmed, der pludselig og helt umotiveret blev min ven. Det kostede hende 20 kroner

Når jeg står i kø, er det som regel en tavs kø. Vi snakker ikke sammen, medmindre en af os pludselig skulle falde om. Så ville ham bagved måske blot overtage hans plads efter forsigtigt at have skubbet den liggende og ret besværlige kunde lidt væk. Men oftest sker den slags ting ikke. Heldigvis. For det meste står vi bare der og forsøger at se uinteresserede og kundeagtige ud.

Det er ved sådanne lejligheder der midt i køen, hvor kunden oppe ved kassen fumler alt for længe med sit betalingskort, så man virkelig venter og venter, at jeg føler, at ordene: Pas på hinanden! Samvær og fællesskab! Mennesket er et socialt væsen! Er tomme, hule klicheer.

En anden banal kliché lyder: En fremmed er en ven, du ikke har mødt endnu. Jo, tak. Hvornår møder man en fremmed, der bliver ens ven?

For et par år siden stod jeg i kø i en forretning i København med to flasker vin. De kostede 100 kroner, og jeg havde præcis 100 kroner i lommen og hverken kreditkort eller mobil, fordi jeg kom direkte fra søbredden. Det var en af de varmeste sommerdage i hovedstaden, og vi trængte bare til noget koldt at drikke.

– 120 kroner må jeg bede om, sagde kassedamen. Jeg havde  åbenbart overset, at vin fra køleskabet i butikken kostede 20 kroner ekstra.

– Neejj, for helv …, sagde jeg højt og vaklede mellem at lade flaskerne stå, nøjes med den ene eller gå tilbage og finde to lidt billigere flasker. Køen bag mig var i mellemtiden vokset. Jeg kiggede hjælpeløst kassedamen i øjnene og fandt mig selv helt og aldeles i rollen som den, de andre bare utålmodigt skulle vente på.

– Ja, men, æh, jeg har faktisk kun taget en hund med; jeg så ikke, at prisen …

– Her, sagde damen bag mig i køen på uforfalsket køwenhavnerdialekt. – Tyve kroner! Selvfølgelig kan jeg undvære en tyver til en jyde, så du kan få din vin! Det manglede bare!

Jeg blev grebet af en dyb taknemmelighed og ja, kan man sige kærlighed tværs hen over sproglige og personlighedsmæssige forskelle til dette skønne væsen, der bare donerede 20 kroner til en vildt fremmed herre helt derovrefra med tydeligt vinbehov.

Det var lige ved at ødelægge hele min dystopiske indstilling til fremtiden.

Fik du læst:

Fik du læst:

Små smil og sjove episoder i coronationens dagligdag

Andre indlæg, du vil synes om:

Lukket for kommentarer