Dennis: Snurrige episoder i kundebetjening

Dennis: Mange forretningsdrivende har sikkert af og til måttet rive sig i håret over kunder, der møder op med ublu krav og ønsker. Men kunder kan sandelig også få deres at slås med, når de møder "sjove" ekspedienter og underligt uforståelige meninger.

I almindelighed bliver vi kunder, gæster, patienter, klienter behandlet med den største tålmodighed og venlighed. Heldigvis!

Man skal absolut ikke prøve at indføre den kultur, der herskede i det gamle DDR, hvor man ikke skulle tro, man var noget. Bare fordi man kom ind i en forretning. Vi gik tilfældigt ind i en skoforretning i DDR i 1987. Der stod fire damer bag skranken. De havde kun et par sko at fremvise. Ikke et ord til at fremme salget. De havde hver deres pligter og arbejdsområde. Den sidste skulle være den venlige. Det var hun også. Hun sagde Auf Wiedersehen!

Hvis der var en konkurrence i at finde den sureste ekspedient i en fødevareforretning i Thy, var der én, der ville være overordentlig velkvalificeret. Trip Advisor fortæller faktisk, hvilken forretning det drejer sig om, for her står kundernes udsagn. Mange har rosende ord til overs for maden, men intet andet sted står der så mange brokkende ord om betjeningen som i denne forretning.

Mærkeligt, at de 1) ikke selv læser folks meninger og 2) hvis de gør, hvorfor lader de så den sureste, mest kundeuvenlige dame betjene kunderne? Måske er hun meget bedre til at lave maden end at stå i forretningen?


I et pizzeria i Thy tager de kun mod kontanter.

– Burde I ikke skrive det på jeres hjemmeside? Vi kommer netop her, fordi vi kunne lide jeres menu …

– Nej, det er ikke nødvendigt. Det ved alle, at her betaler man kontant. Nu ved I det jo også!

Sandt nok. Så behøver det naturligvis ikke at stå på hjemmesiden.


Hos en slagter i Nykøbing Mors bad vi om fire frikadeller. Ekspedienten gaflede de fire frikadeller op i en pose - med fingrene.

– Øh, tager du dem bare med fingrene?

– Ja, sagde han tydeligt overrasket over mit spørgsmål. – De er da helt rene! Det er også besværligt med en tang.

Vi skulle så også have remoulade. Nu var jeg spændt:

– Hva så? Tager du også remouladen med fingrene?

Det gjorde han ikke. Der var en ske i skålen.


Noget af det sjoveste, jeg har prøvet, var på Langeland.

På byens fineste hotel sad vi spændte og glædede os til den udsøgte fire-retters menu. Vi skulle også bestille vin til. På restauranter og hoteller i Danmark koster vin altid minimum fire gange så meget som hos købmanden. Ofte er det endda forholdsvis billig vin til omkring 60 kroner for en flaske, der på restaurant sniger sig over de 350 kroner.
Jeg rækker armen i vejret og påkalder mig tjenerens opmærksomhed:
– Vi vi gerne bestille vin til aftenens menu!
– Så gerne, Hr. Nogen ønsker?
– Har I et vinkort?
– Neeeej, det er ikke nødvendigt.

Han smilede imødekommende, mens jeg grundede lidt over svaret:
– Nå, nå. Ja, men hvad har I så af vin?
– To slags.
– Ja, nå, hvilke to er det så?
– Hvid og rød.

Andre indlæg, du vil synes om:

Lukket for kommentarer