Derfor burde træer udtyndes og vedligeholdes i Thisted!

Træer i tranedans

Thisted Jungle!

I Thisted lader kommunen skovområder gro uden at gribe ind. En påstand? Den forekommer sand. Skoven ved Kronborgvej er bortset fra nogle enkelte stier nærmest ufremkommelig, og store dele af Christiansgave er et vildnis og giver mest af alt det indtryk, at her ofres der ikke skattekroner på vedligehold.

Skoven syd for banegård og busstation er ufremkommelig. Her huserer rågerne i fred og ro om foråret og skriger dagen lang heldigvis i en kortere periode. Dem kan man ikke høre i toget eller bussen. Derimod ser man en tæt, ubrydelig skovbræmme, når man ankommer til byen og spændt ser sig om. Hvordan ser Thisted egentlig ud? Tja, ikke nødvendigvis opmuntrende. For hvis en tilkommende turist håber på et kig ud over Limfjorden, vil hun blot se træer, der står så tæt, at de totalt skjuler synet af den blå fjord.

Hvorfor skal det være sådan?

Det er en skam! Tænk, hvad et flot kig ud over fjorden kan betyde for Thisteds gode ry! Vi kunne sagtens give tilrejsende samme oplevelse, som man har i for eksempel Vejle eller andre østjyske byer, der alle glimrer ved uhindret kig ud over landskabet.

En nænsom udtynding af træer og plantevækst mellem banen og vandet ville kunne give udblik mod den skønne fjord og give fremmede en herlig velkomst og afrejsende en fornemmelse af at skulle forlade noget meget værdifuldt og uendelig smukt. Det er ud, som om noget sker. En vis klipning er foretaget i bunden af skoven ved siden af Søndre Kirkegård. Thyboerne kunne måske også have glæde af et endnu mere gennemsigtigt terræn?

Lige nu er det meste dog bare et slags vildnis, der gror ubehersket. Er det for at spare penge, at kommunen ikke griber mere ind? Hvis man fældede hvert andet træ, ville det skabe luft og lys og kig.

… mod sydøst …

… eller sydvest

Træerne står tæt. For tæt! Der er mange unge stammer, hvilket kunne tyde på, at de får lov at gro vildt. Billedet er taget mod nord - op mod byen

Der er mørkt, når man står på stien mellem Kystvejen og lidt vest for Søndre Kirkegård på en almindelig formiddag og prøver at få øje på byen. Billedet er ikke behandlet som de andre og viser Thisted-junglen uden filter.

Fik du læst:

Fik du læst:

Skiltevejledning vedtaget af Thisted Kommune

Andre indlæg, du vil synes om:

Lukket for kommentarer