Dødeligt sammenfald (1. af 3)

En minisommerkrimi i tre afsnit af Benedicte Albrectsen

Som ny reservelæge på akutmodtagelsen havde Ida From afsluttet en nattevagt af de mere anstrengende. Tordenvejret brød ud, netop som hun skulle hjem. Det var ellers blevet sjældnere med regnskyl for tiden. Men når de endelig kom, var det gerne med kraft som tropisk storm. Næsten som kulmination af indestængt vrede. Et lavtryk havde hængt over byen i dagevis. Ventilationssystemet arbejdede på højtryk. Alligevel var det, som om dønningerne af den lummervarme natteluft havde strakt sig dybt ind i hospitalskorridorerne. Hver gang Ida havde været på nippet til at falde til ro på den ubekvemme briks, havde hendes personsøger kaldt hende ud af overnatningsrummet til en ny patient. Hjertestop. Overdoser. Trauma. Den sidste patient havde fået alle advarselslys til at blinke. En midaldrende velklædt kvinde eskorteret af sin mand, som, med stirrende blik sad nærmest klistret til konens side. Her klokken næsten seks om morgenen. Nybarberet og med nyvasket hår, osende af aftershave.

- Jeg forstår, det gør ondt fru Paludan. Men røntgenbillederne tyder altså ikke på, De har brækket noget. Ikke denne gang. Hverken i ansigtet eller på kroppen. Ida så direkte på patientens opsvulmede kæbe og tillukkede øje. Blodansamlinger kan ikke lige viskes bort. De taler deres eget sprog. Skifter først farve til blåsort og dage derefter til grønt og gult. Det ene øjenbryn var uden hår; barberet ned til rødderne, så kirurgtapen kunne få fæste. Hun havde protesteret svagt, patienten, omtrent som om hun fandt behandlingen mere besværlig end skaderne.

- Det var også uheldigt, fremstammede Miranda Paludan. – Jeg ville jo ikke tænde. Lyset, altså. Ville ikke vække min mand. Og så. Ja. Badeværelsesdøren. ikke?

Kvindens blik flakkede skræmt frem og tilbage. Manden klappede hendes hånd. Ida betragtede parret indgående. For var det ikke, som om hans håndklap stressede, snarere end de beroligede.

- Jeg tror faktisk, De klarer Dem med håndkøbsmedicin, Fru Paludan. Ida fokuserede øjnene på skærmens journaltekst.

- Det bliver fint, hviskede Fru Paludan og vendte sit blik skråt ned i gulvet.

- Min kone, Miranda er ømtålig, og alt for beskeden, afbrød hendes mand og tog tag i konens arm som for at forstærke, hvad han sagde, – hun behøver virkelig noget, der tager de der smerter. Det fortjener hun. Mandens stemme var myndig. Tydeligvis en person som plejer at få det, som han ville.

Par kan dannes på så mange måder. Ikke alle lige lykkelige.

- De bor jo her i nærheden, fortsatte Ida så efter en tænkepause, - så jeg foreslår, vi skriver Dem op til et kontrolbesøg senere i dag. Hun navigerede i computerens aftalesystem. Tastede. Ventede.

- Vi har en ledig tid klokken 14. På akutklinikken. Altså om 8 timer. Jeg reserverer tiden til Dem Fru Paludan; som sikkerhed, hvis smerterne tiltager.

Mandens øjne glødede til svar. Han ville tydeligvis have haft stærk smertestillende medicin med hjem til sin kone. Her og nu. Og hvis Ida ellers tolkede ham ret, også helst rigeligt af det.

- Ring senest en time før hvis De vil aflyse, Ida rakte patienten et telefonnummer og gav hånden til farvel.

_______________

Kari Bruun har sat filter i kaffebryggeren på politikontoret og skal til at måle kaffebønner op, da han modtager et opkald fra alarmcentralen, som kræver fuld udrykning. Han, som håber på en stille morgenstund for sig selv, og som har sendt natholdet hjem en time tidligere.

- Mortensen! Kan du komme tilbage? Vi har et lig på halsen. Kari Bruun klemmer telefonen mod sin skulder. Han hiver utålmodigt i et ærme for at få oilskinsjakken på plads. – Jeg behøver assistance. Kan du? Tilkalde teknikere og opdatere dagholdet!

- Tre minutters gang fra stationen. I parkens sydende. Koordinaterne er i systemet. Bruun småløber ud af politihuset, samtidig med at han afslutter sin samtale og skrår over parkens nordplæne.

Den uofficielle sti gennem Sydkrattet er nok trampet op af legende børn om dagen og lyssky aktiviteter om natten, og den er svær at få øje på her i daggryets øsende regn. En gennemblødt skikkelse står et stykke inde i buskadset. En dråbe hænger fra en hårtot i panden. Ved hendes mudrede fødder ligger en skikkelse, næsegrus på jorden.

- Var det eh Dem, der ringede? indleder Bruun.

Hun nikker og trykker sig baglæns. Ryggen klemmer mod en slags hasselbusk. – Ja. Det er mig, der faldt over hende. Jeg tror hun har ligget her i mindst to timer.

- I branchen? Hun bekræfter.

- Ida, siger hun, Ida From. Ny-eksamineret reservelæge! Peger mod hospitalet. – Regnen. Jeg tog en genvej. Faldt over hende her. Landede på hende. Ledte forgæves efter puls. Gav op. Rev mig på buskene og har sølet alting ned med mit blod. Hun børster ærmerne på sin jumper, som om det kan få vand og mudder til at forsvinde.

- Rolig nu. Kari rækker hånden ud mod Ida og peger, hvor hun kan træde. Pludselig er de omringet af et virvar af aktivitet. Et telt sættes op over liget. Blålys blinker. – Det skal nok gå alt sammen, blinker Kari Bruun til Ida. – Nå, her har vi jo Mortensen, hun vil sørge for vidnemål. Og håber jeg, for at du kan blive kørt hjem efter tørt tøj. Kari blinker endnu engang.

En mini-elbil er kørt op til stien med vinduesviskerne piskende frem og tilbage. En overraskende stor kvindelig betjent med flammerødt hår folder sig ud af bilen, går direkte frem til Ida og henter hende tilbage bilen.

Læs afsnit 2 her.

Andre indlæg, du vil synes om:

Lukket for kommentarer