Dødeligt sammenfald (2. af 3)

En minisommerkrimi i tre afsnit af Benedicte Albrectsen

Læs 1. afsnit her.


Trætheden har trængt sig på både for Ida og Mortensen, som begge burde have holdt fyraften for flere timer siden.

- En kop kaffe? foreslår Mortensen. - For nu har du vist fortalt alt og fået taget de nødvendige prøver. Altså, med mindre der er noget, du vil tillægge?

Ida trækker sig lidt tilbage og ryster på hovedet. – Nej, der er ikke mere. Men, ja tak, gerne en kop kaffe. Mortensen hælder bønner i, Kari aldrig fik fyldt på, og hun når lige at hælde kaffe op i kopperne, da hun modtager et opkald.

Det er Kari, som ringer. Mortensen går ind i det tilstødende rum.

- Jeg skal lige finde papir og en pen frem. Hedder hun Charlotte …? Mortensen noterer. – Jo jeg kan tjekke, om vi har noget på hende. Har du hendes CPR-nummer? Og forældrene? Jo jeg ringer dem op. Ja, ja, og møder dig på patologen bagefter.

Da Mortensen kommer tilbage, finder hun Ida med albuerne på bordet og hovedet begravet i hænderne. - Nå, er du ved at falde i søvn?

Ida ryster modstræbende på hovedet til svar. Håret klæber stadig til panden. - Jeg tror faktisk, det lykkedes mig at blunde. Trods koffeinet.

- Jeg kan køre dig hjem. Skal bare lige forbi patologen på vejen med et dokument til Kari. De ved, hvem hun er. Parkpigen. Jeg har informeret hjemmet, og der fandtes en anmeldelse om mishandling på hende fra for godt 10 måneder siden.

- Må jeg se den? Ida rækker ud efter dokumentet.

- Egentlig ikke, siger Mortensen, og giver alligevel dokumentet til Ida.

- Foruden blå mærker i ansigt af varierende alder, læser Ida højt, - også mærker på arme og ben som efter slag.

- Hun meldte sin far. Ida kikker spørgende på Mortensen. - Anmeldelsen blev trukket tilbage. Mortensen ser fortabt ud i luften. - Og så finder vi hende i parken.

_______________

En bleg spinkel pigekrop ligger på det kolde stålbord midt i rummet. Retslægens stemme runger, han dikterer sine observationer:

- Cirka 15-årig. Kvinde. 45 kg. Temperatur 32.4. Afkøling nok optrappet grundet omstændighederne. Begyndende dødsstivhed. Livores delvist fikserede. Død indtruffet for omkring 6 timer siden.

Kari Bruun løfter spørgende blikket.

- Give and take, fortsætter retsmedicineren. - Mellem klokken 3 og 5 i nat. Dødsårsag: forblødning.

Kari peger på et sår i panden.

- Muligvis slog hun sig først bevidstløs, da panden ramte en sten; det må I hellere tjekke på plads. Men det var det hér sylespidse glasskår fra en kasseret ølflaske, der tog livet af hende.

Han løfter et grønt skår med pincet fra en stålfad.

- Som et spyd skar den her lille satan to arterier over i højre knæ. Et usandsynligt uheldigt fald. Blodet fossede ud. Det gik stærkt.

Kari løfter spørgende et øjenbryn.

Retslægen tydeliggør: – Ingen indikation på drab. En centimeter til den ene eller anden side, og den dér glasskærv havde ikke gjort nævneværdig skade.

_______________

Ida er fulgt med ind. En radio spiller gamle hits: ” you can check out any time you want, but you can never leave”.

- Tilbage på sygehuset. For altid fanget i dette liv, siger Ida. - Af og til virker det, som om alting hænger sammen, ikke? Det er ment som en joke. Mortensen fanger den og griner. Hvis ikke man vidste bedre, kunne man godt forestille sig, at det umage par havde kendt hinanden i årevis. - Jeg henter lige faderen. Mortensen peger på indgangen til obduktionsrummet, - vi ses måske derinde. Ida ser sit snit til at besøge badeværelset først, og medens hun tørrer hænder, hører hun nogen råbe. Hun synes også, hun genkender stemmen.

- Jo, det dér. Det ér Camilla. En hulken tiltager, alt som Ida nærmer sig obduktionsrummet.

- Camilla fortjener ikke det her. I må finde den skyldige.

Det går op for Ida, hvorfor hun genkender stemmen. Det er ægtemanden til den uheldige Miranda Paludan. Hvad laver han her? Han kan da ikke?

- Vi mistænker ikke nogen forbrydelse, informerer Kari Bruun.

- Det er klart, der ligger en forbrydelse bag, siger manden med myndig stemme. – At min lille pige ligger her er en forbrydelse. Og den, der har gjort det, skal betale. Kari forsøger at forklare, at ingenting tyder på drab, men han taler for døve øren og opgiver igen, da faderen begynder at true med sagsanlæg.

Kari Bruun skifter taktik. - Hr Paludan, nu må jeg bede Dem om at tage den med ro.

- Du her? Pludselig står manden ti centimeter fra Ida i korridoren og raser. – Hvorfor er du her?

- Det var mig, der fandt deres datter Hr. eh Paludan, i parken, svarer Ida. – Beklager sorgen. Hvad med Deres kone, er hun her også?

- Du skal overhovedet ikke blande dig i min kone. Hvad mener du med, at du fandt Camilla? Så det er måske din skyld, at hun ligger der?

Ida trækker sig tilbage, og Kari går imellem dem.

- Nu tror jeg, De skal tage hjem Hr Palludan. Hvis De først lige vil aflevere den nødvendige information til inspektør Mortensen. Hun står ved indgangen, og venter på dem. Finder De selv derud?

- Han, faderen, var på akutmodtagelsen tidligere i dag med sin kone? udbryder Ida til Kari, så snart manden er forsvundet. Hun taler i dæmpet toneleje. - Hans kone var svært medtaget. Sagde selv, at hun var gået ind i en dør. Måske kan I tage røntgenbilleder af datteren også for at se, om hun har gamle skader?

- Hm, Kari tager sig til hagen. – Jeg skal se, hvad jeg kan gøre.

- Skal jeg kører dig hjem nu? Det er Mortensen, som taler fra enden af korridoren. Kari vender sig overrasket.

Sikke en idiot. Nej ikke dig Kari! Griner Mortensen. Men ham der faderen. Jeg har lovet at køre Ida hjem. Og så tror jeg, det er nok for i dag, eller hvad tror du Kari?

- Naturligvis. Naturligvis skal du se at komme hjem, brummer Kari, - jeg skal også nok se, om jeg behøver flytte din næste vagt for at kompensere for overtiden.

- Ikke noget problem, Kari. Jeg slæber dig bare for arbejdsretten!

Ida fniser. Kari løfter et øjenbryn og ser langt efter de to kvinder, som forsvinder sammen mod udgangen til parkeringen.

Læs 3. og sidste afsnit her.

Andre indlæg, du vil synes om:

Lukket for kommentarer