Efter kapitulationen

En kvinde i tresserne, hvis mand med demens er på plejehjem, skriver om det svære.

Pårørende til demente tumler med mange spørgsmål, finder somme tider svar selv; får ofte hjælp af demenskoordinatoren eller andre fagpersoner; møder somme tider venner, der har tid og ro til at lytte.

Her følger 2. del af kvindens tekst

Det er det værste tidspunkt i livet med ens ægtefælle. Det er naturligvis en beslutning, man selv træffer, men man er der, hvor der ikke er noget reelt valg. Man bliver udstyret med en fuldmagt til at bestemme, at den person, man har delt alt med, ikke skal være en del af ens daglige liv længere. Og en dag, - man kan næppe skrive “en skønne dag”, for der er absolut intet skønt ved den dag, - er det så slut.

For nogle med et hospitalsophold som mellemstation, men slutfacit er det samme: Plejehjem. Så definitivt.

Der er så meget praktisk og administrativt, at man er ved at drukne. Og der er ingen manual. Man føler, man lægger asfalt, mens man kører.

Når det så letter, kommer alle følelserne væltende ind over. Og spørgsmålene: hvorfor? Kunne jeg have gjort noget, et eller andet? Hvornår skete det? Og så opdager man den grusomme virkelighed: Nu er vi begge to alene. Helt og aldeles alene.

Og det grusomme er, at din ægtefælle lever, er der i sin krop, men i sin egen verden, hvor du kun lejlighedsvis kan deltage. Du kan se ham som person, røre ved ham, men ikke nå ham, og slet ikke forstå.

Johannes Møllehave skrev nogenlunde sådan her om demens frit efter hukommelsen:
Fortiden forsvinder
og fremtiden findes ikke.
Selv nutiden er der ikke.
Nærvær er fravær,
Der er slukket for alt.
Og når døden kommer,
finder den dig - allerede død.

Andre indlæg, du vil synes om:

0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer