En bette Bagedyst-beretning (3 af 3)

Varm luft er ikke altid varm nok luft

Uret lyder. Der er gået 18 minutter i ovnen ved 155 grader med varmluft. Redaktøren har stukket hånden ind og sikret sig, at det er varm luft. Bagefter har han aldrig før trukket en hånd ud af en ovn så hurtigt.

Med varmehandsker på den brændte hånd tager han forsigtigt formen ud. Den fine skærekage, der skulle ligge der foran ham, fast i kødet som mormors sandkage, er blød og smattet og ligner en større fiasko. Han stikker forsøgsvist i den med en kødnål. Hele kagen blævrer og er i fare for at flyde ud af formen og ned på gulvet. En ubærlig og total fiasko! Dette skulle være af form og udseende som en sandkage, og så ligner det mest en gang æblegrød …

Redaktøren overvejer at gå ind til fruen og åbent indrømme, at han har fejlet. Han konverteres til Bjarne Riis, der går til bekendelse: "Jeg har taget smør! Jeg har taget marcipan! Jeg har taget kokosmel! Undskyld!" Han synker på samme måde lidt sammen og lukker øjnene. Men så slår det ned i ham: Nej, så let giver han ikke op!

Beskæmmet og lydløst, så fruen inde i stuen ikke mærker uro i køkkenet, placerer redaktøren formen i ovnen igen, sætter den på 10 minutter og lukker stille ovndøren med et bette suk. Det er ikke helt gået efter planen. Alt tegnede ellers til en succes, en ugens bagermester, ja, næsten ugens mesterværk. Men rynkerne i panden på "bagermesteren" afslører en begyndende tvivl om det mesterlige. En begyndende tvivl om evner og talent. En lille tvivl om det fornuftige i at fortsætte dette fiaskokagemonstrøse liv på jord.

Efter yderligere 10 minutter tager han den atter ud og inspicerer. Den er stadig blød og smattet, men nu kun indeni. Udenpå ser den faktisk fin ud.

Redaktøren klør sig i det hår, han ikke har og beslutter sig for La grande Finale. Den må have en ovnomgang mere! Der er ikke andet at gøre.

Og denne gang skal den få 180 grader i yderligere 10 minutter!

Redaktøren er ikke langt fra tanke til handling. Da han hører skridt inde fra stuen, tager han lige den kølige bagermesterattitude på og mumler henkastet og så overlegent som muligt i den aktuelle situation til den forbipasserende frue, mens han dækker for hendes nysgerrighed med hele sin krop:

– Jeg tror lige, jeg giver den et par minutter mere!

Redaktøren får dirigeret hende ind i stuen igen, uden at hun ser smattekagen. Intet nederlag vil være større, end at hun skulle overvære ens bagefiasko. Den får 10 minutter mere.

Han tager den forsigtigt ud og kaster et kritisk blik på den. Den er blevet mørkere i overfladen. Men der er stadigvæk smat indeni.

Redaktøren udstøder en for ham sjælden, men usædvanligt velanbragt bager-ed, halvhøjt, så ingen hører den, hvorefter han i raseri skruer op for ovnen til 200 grader og smider æblegrøden ind og sætter uret til 20 minutter. Da "kagen" efter et godt kvarters tid udefra set mørkner betænkeligt, tager redaktøren den ud og må forpint, nedbrændt, udslukket konstatere, at sandkage - det bliver den aldrig. Den er dog blevet fast, meget fast, i det ydre, der til gengæld har antaget en smuk, lysesort farve. Han skærer et stykke. Det er et overordentligt sælsomt stykke kage. Udenpå en næsten sort skorpe, der er slagfast i en sjælden grad, lidt længere inde en dejlig sandkageagtig marcipankage og inderst? Inderst den velkendte smat.

– Må jeg byde på et stykke marcipankage til kaffen, foreslår redaktøren sådan henkastet og stærkt ironisk. Næsten med en skødesløs sarkasme. En smule stakåndet. Skærer hende et stykke brændt kage med snasksmat indeni. Stikker hende en teske.
– Et stykke sandkage med marcipan og chokolade og revne æblestykker i …

Han skal lige til at forklare og undskylde og og og, da fruen smaskende afbryder ham:
– Ja, men Finn, den smager jo godt! Dejlig hård udenpå, og så har du alligevel formået at få den så fin og blød indeni! Hvordan i alverden har du båret dig ad? Ummmmm!

Andre indlæg, du vil synes om

Skriv en kommentar!

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *