En forårsdag for halvandet år siden var der Ø-kodag

Der var engang i en fjern fortid ikke noget, der hed Corona eller Covid-19. Man kunne mødes, som man ville og nyde foråret helt ubesværet. Man kunne glædes over køer, der endelig efter lang tids indespærring i stalden kunne slippes fri!

Arla og andre mejeriselskaber og -foreninger havde økodag søndag den 14. april 2019, og i Thy skete det på en gård på Lerhøjvej lidt syd for Nors.
Der kom så mange mennesker, at der ligefrem var p-vagter til at lede os på plads, og vi kom alle sammen for at se køerne danse. Så derfor ø-kodag og ikke økodag. Jo, jo. Men tilstrømningen inde i teltet tydede på, at en del af os godt kunne tænke sig at smage på de økologiske fristelser.
Mange frivillige deltog i denne dag og knoklede med at uddele youghurt og medister og råmælksost, der smagte så dejligt. Men det var nok tvivlsomt, om man kunne smage det økologiske.

Videoen "Koproduktion" blev til i samarbejde med en ung mand, der velvilligt stillede sig en smule til siden, så jeg kunne filme køernes frihedsmarch og på trods af en kvindelig dame, der absolut skulle spærre udsigten for mig, fordi hendes video var meget vigtigere end min, og tak til de børn, der ikke faldt ned mellem køerne, selv om de stod tæt på kohorderne.

Fik du læst:

Fik du læst:

Ina Ravnkilde: Angus og Sofus

Andre indlæg, du vil synes om:

Lukket for kommentarer