Hvor kommer I så fra?

16 festklædte fødselsdagsdeltagere fra Strandby, Frederikshavn, Ålborg, Skrødstrup, Århus og endnu længere borte fra mødtes om det pænt dækkede bord og blev præsenteret for hinanden af værten, fødselsdagsbarnet. Venligt og humoristisk præsenterede han os, og selv om jeg ikke umiddelbart kunne huske alle navne, var der dog enkelte, der stod tilbage, da han var færdig.

Forretten blev indtaget, og der var en almindelig snak og sludren rundt om bordet. Alle de andre kendte hinanden mere eller mindre indgående; ingen udover fødselsdagsmanden og hans kone kendte noget til min hustru eller mig. Derfor var der da heller ingen, der i starten snakkede til os.

Indtil min dame til venstre for mig spurgte, hvor jeg kom fra. Klitmøller, svarede jeg som sandt var.

Så blev der helt stille. Al samtale om bordet og hen over bordet forstummede. Det var en film, der pludselig blev sat på pause. De fleste holdt op med at tygge, en enkelt standsede sin gaffel med et stykke laks på vej ind i munden, og alle stirrede på os. Stirrede! Hvad var det, de lige havde hørt?

En dame rømmede sig og gentog, som om hun ikke kunne tro på sit held:

– Er I fra Klitmøl…ler?

Så kan det da nok være, at himlens lydsluser åbnede sig, og de faldt over os. Hvordan er det at bo der? Hvorfor er den så kendt? Hvad er det, der gør netop den by til noget særligt? Alle kendte åbenbart noget til Klitmøller. Naboen til min hustru skænkede mere vin i hendes glas. Et fad med laks blev rakt over til mig.

– Den er jo brandet i den grad, både i fjernsynet og i aviserne, mente en.

– Der skulle være helt ideelle surfforhold i vandet der, ytrede en anden.

– Er det ikke der, de laver Klitposten, spurgte en vaks og ret tiltalende ældre dame.

– Huspriserne er på himmelflugt, fastslog en tredje.

– Jeg har været der, meddelte en herre stolt, som fyrede han sit es af, og han var lige ved at få al opmærksomheden.

De kiggede heldigvis intenst på os, og for en gangs skyld sad vi der og befandt os i midten af skiven. Det interessante midtpunkt. Tænk! Her i vores selskab sidder der nogen fra selveste Klitmøller!

Jeg skulle redegøre for, hvorfor vi var flyttet dertil; jeg skulle også i detaljer fortælle om denne vidunderlige by, og alles øjne strålede, som var det selveste paradiset, jeg berettede om:

– Der er selvfølgelig hele surferkulturen, der lever godt og side om side med den gamle fiskerkultur, og begge områder er lystbetonede. Så er der vores nye SPAR, der er Café Hawgus (her lyste de vældigt op, sikke et navn!), campingplads, friskole og masser af byggeaktivitet, foreningsvej, flere pensionistforeninger og, sagde jeg med et skævt smil, sandelig af og til en bus til Thisted. Og Nationalpark Thy lige uden for hoveddøren! Og Vesterhavet lige uden for bagdøren! Alle havde hørt, at i Klitmøller var husene dyre. En mente, at husene faktisk var dyrere end i Risskov; en anden mente, at med sådan et brand som Klitmøller eller Cold Hawaii kunne det kun gå fremad med Thy.

– Vi har mange barnevogne, fremhævede jeg stolt. Gæsterne så beundrende på mig.

Jeg kom til at tænke på den sommer i 1992, hvor vi var på ferie i Estland og to dage før var blevet europamestre i fodbold. Vi blev standset midt på gågaden i Talinn af glade estere, der ville ønske til lykke, og dengang følte jeg næsten, at det var mig, der havde scoret begge målene i finalen mod tyskerne.

Jeg hævede mit glas:

– Et leve for Klitmøller!

Spontant for alle glas i vejret. Det var her, jeg kom i tanker om, at der rent faktisk også var en fødselar til stede i lokalet:

– Skål, Knud. Og til lykke!

Det blev en dejlig fødselsdagsfest.

Andre indlæg, du vil synes om (Tryk på headeren foroven for at få forsiden)

Lukket for kommentarer